Usikkerhed i den globale økonomi rammer oliepriserne

Oliepriserne falder, efter den Europæiske Centralbank har advaret om en fortsat svækket økonomi. Data fra Kina viser desuden, at landets eksport og import er nedadgående.
Foto: /Ritzau Finans/AP/Jacob Ford
Foto: /Ritzau Finans/AP/Jacob Ford
RITZAU FINANS

Oliepriserne dykker fredag midt i investores bekymringer for den globale økonomi, efter at den Europæiske Centralbank (ECB) torsdag advarede om en fortsat svækket økonomi.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster fredag morgen 65,80 dollar mod 66,15 dollar torsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 56,27 dollar mod 56,61 dollar torsdag eftermiddag.

Det er blandt andet markedet for råolie, som rammes, efter at ECB-chef, Mario Draghi, torsdag ifølge Reuters udtalte, at økonomien var i "en forsat svag og gennemtrængende usikker periode".

Fra Kina viser data fredag, at landets eksport og import rasler ned. Februars kinesiske eksport målt i dollar faldt med 21 pct. i forhold til sidste år, hvilket er værre, end hvad analytikere havde forventet. Kinas import faldt med 5,2 pct.

Oliemarkedet modtager dog fortsat støtte gennem organisationen Opecs beslutning om at reducere olieudbuddet med omkring 1,2 mio. tønder om dagen for at booste oliepriserne og efterspørgslen.

Den globalt svækkede økonomi og USA's høje produktion af olie har imidlertid lagt en dæmper på efterspørgslen på olie. USA's rekordhøje olieproduktion, som i februar nåede over 12 mio. tønder per dag, har gjort USA til verdens største producent ifølge Reuters.

Som et resultat af den høje produktion er den amerikanske eksport også steget i februar til 3,6 tønder om dagen, hvilket er mere end Opec-medlemmer såsom Kuwait, Iran eller de Forenede Arabiske Emirater formåede.

Flere analytikere forventer ifølge Reuters, at USA snart kan overhale Saudi-Arabien, som er verdens største olieeksportør, og forventer samtidig, at den amerikanske olieproduktion vil vokse yderligere i 2019 med omkring 1 mio. tønder om dagen.

Olieprisens comeback gør nordmænd til superoptimister

Under halvdelen af Borr Drillings flåde er i arbejde

Equinor finder ny olie i Nordsøen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også