Trump vil presse Saudi-Arabien og Opec til højere produktion

USA's præsident Donald Trump kritiserer Saudi-Arabien og Opec for at ville skære i produktionen efter søndagens møde i sammenslutningen for olieproducerende lande.
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
AF RITZAU FINANS

Efter ti dage med olieprisfald var der tidligere mandag endelig en stigning i prisen på "det sorte guld", da Saudi-Arabien åbnede for muligheden for, at Opec kunne skære i sin produktion og dermed mindske udbuddet på verdensmarkedet.

Det var landets energiminister, Khallid Al Falih, som ifølge Financial Times oplyste, at markedsanalyser, som de olieproducerende lande havde gennemført, indikerer, at en nedskæring i olieproduktionen på 1 mio. tønder om dagen kan være nødvendig.

Meldingen sendte olieprisen i USA op med så meget som 1,09 dollar til 61,28 dollar for en tønde olie - eller 1,8 pct. op.

Meldingen faldt dog ikke i god jord hos USA's præsident, Donald Trump, som tidligere i år flere gange har kritiseret Opec for at drive priserne i vejret ved ikke at producere nok olie. Og mandag for han igen i "blækhuset" på sin Twitter-konto.

"Forhåbentlig vil Saudi-Arabien og Opec ikke skære produktionen. Oliepriserne bør være meget lavere baseret på udbud!," skrev præsidenten.

Meldingen fik straks sin effekt på markedet, og olieprisen gik igen i minus i USA med 0,7 pct. i 59,77 dollar.

Olieprisen var i forvejen faldet de seneste ti handelsdage i træk, og det havde sendt olien ind i et bearmarked med et fald på 21 pct. i forhold til den seneste top den 3. oktober.

Oliemarkedets nedtur skyldes, at investorerne har genovervejet deres forventninger til udbudssiden. Gennem en stor del af 2018 gik olieprisen op, fordi Venezuelas olieproduktion er ramt af vanskeligheder, samtidig med at USA - med effekt her i starten af november - annoncerede genindførelsen af sanktioner mod Iran, herunder landets olieproduktion.

Men virkeligheden har vist sig at være anderledes. USA har, indtil videre, gjort en undtagelse for otte lande, herunder de største importører af iransk olie så som Indien, Kina og Tyrkiet, fra sanktionerne. Derved vil iransk råolie, cirka 2 mio. tønde rom dagen, i en tid stadig tilflyde markedet.

Desuden har det vist sig, at olieproduktionen i USA og fra Saudi-Arabien har været overraskende høj. I USA har olieprisstigningerne tidligere i år også betydet, at olieselskaberne har planlagt øget produktion, som nu kommer til markedet.

Clarksons tror på tank trods overraskende melding fra Saudi-Arabien 

Rusland og Saudi-Arabien uenige om olieproduktion 

Saudiarabiske løfter hæver olieprisen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også