De fleste er formentlig bedøvende ligeglade, men der er tale om en milepæl i menneskehedens sorte historie.

I august rundede den daglige globale olieefterspørgsel 100 mio. tdr., hvilket svarer til et halvt hundrede fuldt lastede supertankere.

På trods af alle bestræbelser på at omstille det globale energiforbrug væk fra fossile brændsler, fortsætter forbruget af olie med at stige, og så godt som alle eksisterende prognoser forudsiger, at væksten vil fortsætte i hvert fald frem til 2030.

I år forventes den globale olieefterspørgsel at stige med 1,4 mio. tdr. i døgnet, fremgår det af månedsrapporten for august fra Det Internationale Energi Agentur (IEA), og næste år ventes væksten at blive 1,5 mio. tdr. i døgnet.

Væksten i den globale olieefterspørgsel kommer samtidig med, at forsyningssituationen bliver stedse mere anstrengt.

En række lande er i disse måneder i færd med at reducere deres olieimport fra Iran, inden USA den 4. november genindfører de økonomiske og politiske sanktioner mod regimet i Teheran.

I Venezuela fortsætter olieproduktionen med at falde, og den er nu halveret i forhold til det stabile niveau frem til 2015.

Kamp mod prisstigninger

På søndag mødes olieministrene fra Organisationen af Olieeksporterende Lande (Opec) i Algier, og det ventes, at olieministrene fra Opecs samarbejdslande også dukker op.

Egentlig er der tale om et møde i Joint Ministerial Monitoring Committee (JMMC), der tæller olieministrene fra Algeriet, Kuwait, Venezuela, Rusland og Oman, men ikke mindst i lyset af de forestående sanktioner mod Iran, ønsker de øvrige lande bag produktionsbegrænsningsaftalen at deltage.

Flere Opec-lande med Saudi-Arabien i spidsen er begyndt at øge olieproduktionen, hvilket ifølge Saudi-Arabiens olieminister Khalid al-Falih sker med henvisning til ønsket om, at sikre stabile forsyninger til verdensmarkedet, når den iranske olieeksport reduceres.

Irans olieminister Bijan Namdar Zanganeh har flere gange insisteret på, at de øvrige medlemslande holder sig inden for deres produktionskvoter således, at verdensmarkedet kommer til at mærke konsekvenserne af de amerikanske sanktioner i form af højere oliepriser.

På det seneste ministermøde den 23. juni i Wien enedes Opec-landene om at øge olieproduktionen med op til 1 mio. tdr. i døgnet for at bremse yderligere olieprisstigninger, men de undlod at tage stilling til ændringer i medlemslandenes produktionskvoter.

Råolie fra Nordsøen til levering i november handles for tiden til priser tæt på 80 dollars pr. tønde. Mandag ligger prisen på 78,75 dollars pr. tønde.

Søndag mødtes Khalid al-Falih med sin russiske kollega Alexander Novak, og i en udtalelse understreger de to storproducenter, at de vil »leve op til forpligtelserne om at sikre tilstrækkelige olieforsyninger, især under hensyntagen til den usikre markedssituation, der tegner sig på horisonten«.

"Vi genbekræfter vores fortsatte pligt til prompte og på passende vis sammen med vores partnere at reagere på ændrede markedsforhold," hedder det i erklæringen.

Tre store står sammen mod Iran

Siden maj har de to lande til sammen øget deres olieproduktion med 800.000 tdr. i døgnet, viser data fra bl.a. IEA.

Også USA fortsætter med at øge olieproduktionen, og inden for den seneste uge har energiminister Rick Perry holdt individuelle møder med olieministrene fra Rusland og Saudi-Arabien.

De tre lande er med en bred margin verdens største olieproducenter og svarer til sammen for en tredjedel af de globale olieforsyninger.

Irans ambassadør ved Opec, Hossein Kazempour Ardebili, har skarpt kritiseret, at Rusland og Saudi-Arabien holder møder med den amerikanske energiminister.

"Der er ingen tvivl om, at de tre store står sammen mod Iran. Opecs ansvar er at sikre balance på verdensmarkedet, og derfor skal hver eneste tønde olie drøftes af organisationens medlemslande. Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er villige redskaber for USA, men det skal Opec ikke være," siger Ardebili i et interview med det iranske olieministeriums nyhedstjeneste Shana.

Regimet i Teheran har truet med at blokere skibstrafikken i Den Persiske Golf, hvis ét eller flere Opec-lande forsøger at profitere på de amerikanske sanktioner, men truslerne er indtil videre blevet ignoreret, da ethvert skridt i den retning vil blive betragtet som en krigshandling.

"Saudi-Arabien synes i praksis at styre efter at holde prisen på råolie fra Nordsøen i intervallet 70-80 dollars pr. tønde. Den nedre grænse i dette prisinterval skal sikre de olieeksporterende lande indtægter på et niveau, der i al væsentligt dækker deres statsfinansiel behov. Den øvre grænse skal sikre, at udviklingslande med et voksende olieforbrug ikke bliver ramt af et olieprischok," forklarer Bassam Fattouh, forskningsdirektør ved The Oxford Institute for Energy Studies.

Prissætning afhængig af Opec-produktion

Han henviser til, at ganske mange udviklingslande i år har set deres valutaer falde kraftigt i forhold til den amerikanske dollar, og eftersom stort set al oliehandel i verden har dollaren som afregningsvaluta, har kombinationen af stigende oliepriser og en stigende dollar gjort ondt.

"At ramme balancen mellem olieeksportørernes og -forbrugernes behov og tilmed inden for et snævert prisinterval er en ekstremt svær opgave, fordi oliemarkedet kontinuerligt udsættes for chok. Råolieproduktion lader sig ikke skrue op eller ned fra dag til dag," konstaterer Bassam Fattouh og fortsætter:

"Prissætningen i oliemarkedet vil i høj grad blive styret af, hvor megen olie Opec-landene forventer at ville forsyne markedet med i de kommende måneder. Oliemarkedet vil gøre klogt i at forvente mere hyppige justeringer end hidtil, hvilket alt andet lige vil gøre det sværere at have en mere langsigtet investeringshorisont."

De geopolitiske udfordringer er allerede store for oliemarkedet, og hertil skal lægges usikkerheden om den fremtidige produktion.

Siden Opec indledte oliepriskrigen i november 2014, er olieindustriens investeringer ikke alene faldet markant, men investeringsprofilen er også skiftet fra at være meget langsigtet til at være temmelig kortsigtet.

Store beløb investeres i skifterolieproduktion i USA, hvor der typisk går mindre end et år, fra det besluttes at iværksætte efterforskning, og indtil olien begynder at strømme. Tillige er skiferoliefelternes levetid relativ kort. Modsætningen er olieudvinding på store havdybder, hvor der kan gå op til ti år, fra investeringsbeslutningen træffes, og indtil produktionen begynder. Til gengæld kører produktionen som oftest i 30-50 år, som de bl.a. ses i Nordsøen.

Foruden at dække den årlige stigning i den globale olieefterspørgsel på ca. 1,5 mio. tdr. i døgnet, skal olieindustrien også finde nye olieforekomster til at kunne dække den naturlige produktionsnedgang på 4-5 mio. tdr. i døgnet, der vil være på de eksisterende oliefelter.

Når hertil så skal lægges produktionsnedgangen i Opec-lande som Venezuela, Libyen og Nigeria samt de forestående sanktioner mod Iran, der ventes at pille omkring 1 mio. tdr. i døgnet ud af oliemarkedet, bliver weekendens uformelle ministermøde i Algier af afgørende vigtighed for udviklingen i de kommende 6-12 mdr.

Store olieselskaber anklaget i nigeriansk korruptionssag

Kendt norsk værft udelukker nye offshore-ordrer flere år frem