Peter Lytzen fik allerede respekt for Esvagt som ung borebisse

Esvagts nye topchef Peter Lytzen har fulgt offshorerederiet siden barndommen i Esbjerg, rederiets hjemby. Egentlig vendte han hjem til Danmark for at forfølge en bestyrelseskarriere, men i det tidlige forår ringede en headhunter.
Foto: Esvagt
Foto: Esvagt

Som 26-årig stod Peter Lytzen ofte på boreplatformens dæk og kiggede de mange meter ned på Esvagts standby-både, der sejlede rundt i nærheden.

Hvis noget går galt, er det sgu meget godt, de er derude til at samle mig op, tænkte han dengang, hvor Nordsøen var hans arbejdsplads som leder for elektrikere og svejsere ombord på boreplatforme ejet af Maersk Olie og Gas.

Om under ti dage skal Peter Lytzen sidde i spidsen for netop offshore- og sikkerhedsrederiet Esvagt, som han allerede i begyndelsen af sin karriere for 30 år siden havde stor respekt for.

"Den fundamentale respekt for det arbejde, man laver i Esvagt, sidder i mig fra den tid, hvor jeg var på den anden side af rækværket," siger Peter Lytzen i et interview med ShippingWatch en halv time efter, at kontrakten med rederiet onsdag blev skrevet under.

I går kom det frem, at Esvagt efter en periode med en midlertidig topchef nu har fundet en permanent løsning med Peter Lytzen, der har 30 års erfaring fra forskellige stillinger i offshoreindustrien, primært fra Maersk Oil, Maersk Drilling og det canadiske rederi Teekay.

Efter flere år i udlandet vendte han hjem til Danmark for at dyrke en bestyrelseskarriere. Men da en headhunter hyret af Esvagt i det tidlige forår ringede, var det en nem beslutning. Han købte sågar en lejlighed i Esbjerg, inden kontrakten var underskrevet, fortæller Peter Lytzen, der selv er født og opvokset i Esbjerg, men som student flyttede fra byen for at læse videre.

Når han d. 1. september tiltræder sin nye stiling, bliver de to første opgaver at få hilst på de nye kollega på kontoret og skibene samt kunderne.

"For mig er det vigtigste at have gode relationer i den organisation, du er en del af. Det er deres arbejde, som jeg og firmaet er afhængige af. Så forståelse for medarbejderne, deres opgaver og udfordringer, og hvordan jeg bedst kan støtte op, det er den primære opgave," siger han.

Hernæst følger kunderne, hvor Peter Lytzen skal sikre, at Esvagt er i en god position mod fremtidigt arbejde. På den længere bane skal arbejdet med en mere langsigtet strategi sammen med den øvrige ledelse i gang.

Mere konkurrence

Offshoreindustrien har i flere år været igennem en turbulent periode, hvilket også har ramt Esvagt, der i det seneste regnskabsår trods alt præsterede et overskud på 43 mio. kr. Men det var dog en stor tilbagegang fra overskuddet på 155,5 mio. kr. tilbage i 2016.

Både de ekstremt høje og ekstremt lave oliepriser er usundt for markedet, mener Peter Lytzen. Udfordringen lige nu er at finde en fornuftig ligevægt, hvor der er balance mellem udbud og efterspørgsel, så der igen bliver investeret i olie og gas på langt sigt.

Og som det ser ud nu, er markedet ikke langt fra den rette balance, vurderer han og venter en oliepris på omkring de 70 dollars per tønde. Makroøkonomiske ting som udviklingen mellem Iran og verdenssamfundet og handelskrigen mellem USA og Kina kan naturligvis spille en rolle, men hvis det går nogenlunde roligt, er der udsigt til en mere stabil tid.

"For Esvagt betyder det, at vi efter hele den her turbulente periode skal til at positionere os i den stabilitet, der er opnået. Men vi må nok regne med, at det bliver et mere konkurrencepræget marked. Det bliver ikke de lukrative aftaler, man kunne opnå tilbage, da olieprisen var meget høj, og vi må tilpasse vores forretningsmodel den oliepris, der vil være den stabile fremadrettet," siger han og uddyber:

"Det betyder, at vi fortsat skal spidse pennen og være effektive på alle områder, så vi kan få de marginer, vi har brug for for at give et fornuftigt afkast. Men man må bare erkende, at ting ikke kommer af sig selv, og man skal arbejde hårdere for det."

Vind skal bredes ud

De seneste år har Esvagt satset mere på offshorevind-området, hvor rederiet i begyndelsen af året gennemgik en refinansiering og fik millioner af ejerne 3i Infrastructure og AMP Capital til at gå mere til den nye satsning. Og her skal forretningen udvides, siger Peter Lytzen. Markedet er konstant i vækst, hvilket dog også bringer udfordringer med sig.

"Der kommer mange nye aktører, som ikke er så erfarne som os. Der er selvfølgelig den risiko, at nogle af de mindre erfarne aktører påtager sig opgaver, som de i virkeligheden ikke har kompetencer og ressourcer til at klare. Dem vil vi komme til at konkurrere mod, og det er aldrig godt at konkurrere med selskaber, som ikke har den fornødne erfaring," siger han og peger på, at aktørerne går ind på urealistiske forhold.

Eksempelvis med for lave kontrakter, fordi man reelt ikke ved, hvad opgaven koster.

"Og så begynder de at tabe penge, og hvis man taber penge, er det ikke godt for branchen, og omvendt tager de forretning fra de seriøse selskaber, som har et bedre overblik over, hvad tingene rent faktisk koster. Så det bliver dyre lærepenge for alle parter, og det er altid dårligt."

Selvom der er udfordringer for begge segmenter, som Esvagt arbejder i, så er der også store muligheder, mener Peter Lytzen.

Esvagt har i godt et år ledt efter en ny permanent topchef, efter at Søren Nørgaard Thompsen sidste sommer tog jobbet som topchef hos Blue Water Shipping. | Foto: Esvagt
Esvagt har i godt et år ledt efter en ny permanent topchef, efter at Søren Nørgaard Thompsen sidste sommer tog jobbet som topchef hos Blue Water Shipping. | Foto: Esvagt

Inden for offshore ser han et voksende behov for standby-både i Nordsøen, hvor arbejdet med at fjerne gamle boreplatforme går i gang og op mod 400 felter forventes at skulle lukkes ned frem mod 2026. Et marked, som også Maersk satser på med det nye selskab Maersk Decom og med opgaver for i alt 50 mia. dollars.

På vindområdet vil behovet for Esvagts services ifølge Lytzen stige, og rederiet bør også udvide til andre områder, mener han. Det kunne være den canadiske østkyst eller den amerikanske østkyst, hvor vejrforholdene er de samme som i Nordsøen, og de lov- og miljømæssige krav ligner dem, rederiet i dag arbejder under.

"Så jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke også kan være konkurrencedygtige i de områder. Vi er ikke til stede i dag, men jeg ser det helt klart som en mulighed, man bør kigge på."

Større i fremtiden

Når Peter Lytzen ser fem år ud i fremtiden, er Esvagt et større rederi og endnu bedre rustet inden for offshore og offshore-vind. Det betyder ikke dramatiske ændringer, understreger han.

"Men vi skal have det potentiale, der er, fuldt udnyttet. Det kan betyde flere aktiviteter, flere skibe og geografisk en større spredning."

Både i Maersk-regi og som CEO for Teekay Petrojarl og en del af ledergruppen i Teekay Offshore har Peter Lytzen arbejdet med langsigtede strategier, og den erfaring vil han nu bruge på at få sammensat den rigtige strategi for Esvagt.

Hvornår en strategi for rederiet skal ligge fast, er svært at sige, mener han. Og en strategi skal også hele tiden tilpasses den virkelighed, som rederiet er i.

"Men det er vigtigt at have en klar strategi, som alle forstår, så det skal ske forholdsvist hurtigt," siger Peter Lytzen.

Svært offshoremarked tager stor luns af Esvagts bundlinje i 2017  

Tidligere Maersk Oil-boss bliver formand for Esvagt 

Dansk offshore vil have vind og olie til at spille sammen 

Esvagt vil udvide flåden efter millionindsprøjtning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også