Petrobras indgår milliard-forlig i amerikansk søgsmål

Det brasilianske olieselskab Petrobras har indgået et forlig i et amerikansk søgsmål, hvor flere investorer beskyldte selskabet for at have påført dem tab i forbindelse med en omfattende korruptionsskandale. Forliget løber op i milliarder af dollars.
Foto: /ritzau/AP/Leo Correa
Foto: /ritzau/AP/Leo Correa

Det brasilianske olieselskab Petrobras har indgået et milliardforlig i et amerikansk søgsmål, skriver Reuters.

Søgsmålet udspringer af den omfattende korruptionsskandale, som har omsluttet det statsejede olieselskab de seneste år.

Ifølge de brasilianske myndigheder har ledelsen i Petrobras modtaget over to mia. dollars i bestikkelse fra samarbejdspartnere mod at tildele dem kontrakter.

Afsløringerne fik en gruppe af investorer til at anlægge sag mod Petrobras i USA, da de mener, at de har tabt penge som følge af skandalen, som lammede selskabets forretning over længere tid.

Olieselskabet har nu indvilget i at betale 2,95 mia. dollars, cirka 18,2 mia. danske kr., til investorerne for at forlige sagen i USA. Reuters skriver dog, at olieselskabet ikke har indrømmet nogen skyld i forbindelse med forliget.

Foto: /ritzau/AP/Eraldo Peres
Foto: /ritzau/AP/Eraldo Peres

Korruptionsskandalen begyndte at rulle i 2014 og er den største i Brasiliens historie. Den involverer flere tidligere topchefer og ledende politikere i landet og har siden spredt sig til flere lande.

Sagen har desuden ført til protester i Brasilien, hvor store dele af befolkningen er gået på gaden for at demonstrere mod korruptionen.

De seneste anklager så dagens lys i sidste uge, hvor otte tidligere direktører i Petrobras er blevet anmeldt af de brasilianske myndigheder for uregelmæssigheder i forbindelse med tildelingen af kontrakter til tre boreskibe.

Otte direktører ramt af nye anklager i Petrobras-sag

Kæmpebøde til Keppel-værft ny rekord for Singapore-selskab

Brasilianske ekspræsidenter sigtes i sag om kriminelt syndikat 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også