Danmark og Kina indleder nyt maritimt samarbejde

Med en ny maritim aftale vil Kina og Danmark styrke samarbejdet med grøn skibsbygning, grønne maritime teknologier og maritim sikkerhed.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Danske Maritime, hvor adm. direktør Jenny Braat mandag underskrev aftalen om samarbejdet sammen med Jing Wang, Director of International Affairs hos Shipbuilding Information Center of China (SIIC).
Det skete i forbindelse med en workshop hos Søfartsstyrelsen med fokus på energieffektivt, skibsdesign og maritimt udstyr.
"Vi ser betydelige perspektiver i samarbejdsaftalen ikke kun i form af informationsudveksling og lignende, men også fordi aftalen lægger op til konkrete samarbejdsprojekter, hvor ikke mindst skibsværfter under det store kinesiske skibsbygningskonglomerat CSIC forventes involveret," udtaler Jenny Braat i meddelelsen fra Danske Maritime.
De to lande har indgået flere aftaler om maritime samarbejder i år, og den seneste aftale er ifølge Danske Maritime "en opfølgning" på, at den danske erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) sammen med Miao Wei, den kinesiske minister for industri og informationsteknologi, i februar i år indgik en aftale om samarbejde om netop grøn skibsbygning, grønne teknologier og offshoreudstyr.
Yderligere indgik de to lande i september en samarbejdsaftale om ballastvand.