ShippingWatch

"Man bliver nødt til at starte lidt oppefra"

Hun aner ingenting om tankskibe, men snart overtager Hanne B. Sørensen ansvaret for tabsgivende Maersk Tankers. Målet er klart: Nedturen skal stoppes. Den mundrappe direktør accepterer ikke et nederlag.

Foto: Gorm Olesen

Selv om man lider af paranoia, kan der som bekendt godt være nogen efter en. Det gælder ikke mindst i tilfældet Hanne B. Sørensen, kommende adm. direktør for Maersk Tankers. Hun slipper formentlig aldrig af med sin forfølger. Det er nemlig Hanne B. Sørensen selv, der er ansvarlig for, at nogen til stadighed ånder hende i nakken og koster rundt med hende. Gør hun det nu godt nok?, lyder spørgsmålet igen, igen og igen.
Svaret er ja, og det kan bevises med 18 års opadgående formkurve i A. P. Møller - Mærsk-konglomeratet.
Man behøver ikke være længe i rum med den kommende Maersk Tankers-chef for at finde ud af, at her er tale om et bramfrit energibundt, der er rap i både hoved og replik. Med de egenskaber følger skyhøje mål og ambitioner om at skabe afkast i en forretning, der i årevis har tabt penge, men der følger også en sjælden selverkendelse, og efter 15 år i containerforretningen erkender hun, at hun praktisk talt er blank, når det gælder skibene i det nye ansvarsområde.


"Jeg ved for eksempel ikke noget om tankskibe for at være ærlig. Sidder de og taler om handytankers og LR2, bliver jeg blank i blikket og får at vide, at det ved jeg om tre uger. Ok, siger jeg så. Godt. Når man kommer ind som topchef, bliver man nødt til at starte lidt oppefra, men selvfølgelig er jeg nødt til at forstå det. Det er klart," siger hun.

"Jeg har budt ind"

Når Hanne B. Sørensen alligevel har formået at arbejde sig til tops og som den første kvinde i Mærsk-regi opnået at blive udnævnt til adm. direktør i en selvstændig forretningsenhed, er det ifølge hende selv, fordi hun har bevist sit værd.
"Det er vel, fordi jeg har leveret resultater hele vejen og sørget for at rage så meget viden til mig som muligt, ligegyldigt hvor jeg har siddet. Jeg har budt ind og deltaget, og forhåbentlig respekterer folk en for de ting, man gør, siger og leverer."
Drømmen om at være kvinde i eget hus har hun haft længe, og det er det, hun ser mest frem til i det nye job.
"Selvfølgelig er der stadig en bestyrelse og et executive board-medlem, jeg svarer til, men det er mig, der skal syntetisere og sige til drengene, at nu skal vi i den her retning og få eksekveret og så videre. Det synes jeg er fantastisk. Jeg er allerede totalt ? hold da op altså," siger hun lettere eksalteret.

At gå i gemba

De ansatte i Maersk Tankers kan se frem til en chef, der er, som hun er, og ikke evner at adskille personen Hanne fra chefen Hanne.
"Hvad de får, er en chef, som er meget dedikeret og meget begejstret. Jeg tror, at nogle af dem har set det allerede. Jeg går meget op i det, når jeg har et job, uanset hvilket. De kan regne med, at jeg lytter, men også træffer hurtige beslutninger. Nogle gange er man som chef også nødt til at skære igennem. Jeg er også en chef fuld af anerkendelse for det, jeg ikke ved. Dér bliver man nødt til at være ydmyg," siger hun med sin manglende viden om tankskibe som det bedste eksempel.
For at sætte sig ordentligt ind i Maersk Tankers' forretning, vil hun trække på nogle meget konkrete erfaringer fra Maersk Line.
"Der er ikke noget så godt som nogle gange at være derude, hvor forretningen sker, og så observere. Dér kan man lære nogle chokerende og ofte meget lærerige ting. På japansk hedder det at gå i gemba, og det bruger vi meget faktisk. Det kan ikke hjælpe at sidde inde på dit kontor. Nogle gange er man nødt til at røre og føle. Man er nødt til at have en fornemmelse af realiteterne, og hvad der er vigtigt for kunderne. Derfor må man være derude selv engang imellem."

"Glem de lange planer"

At der i dag står Mærsk på lønsedlen, beror på lidt af en tilfældighed, og de 18 år kunne hun lige så godt have lagt andetsteds. Hanne B. Sørensen kunne godt have solgt småkager og været glad for det.
"Det kunne jeg nok godt. Nu er det så A.P. Møller, jeg endte i. Det lå ikke i kortene. Jeg sendte en ansøgning på et tidspunkt og regnede med, at det var jeg ikke klog nok til. Så blev jeg ansat, og så er det egentlig gået slag i slag lige siden. Da jeg fik jobbet, fandt jeg ud af, at jeg var klog nok. Så var jeg lidt imponeret og tænkte, hold da op. Så gik jeg i krig. Jeg sagde, at det her bliver sjovt og spændende, og så tog jeg det fra job til job. Glem de lange karriereplaner, de udelukker en masse muligheder," lyder hendes råd.
Selv om hun er glad for Mærsk, er det ikke sådan, at hun kun ville kunne se sig selv i lyseblåt.
"Jeg er bestemt glad for at være her. Hold da op. Gør man det godt herinde, får man nogle unikke chancer. Tænk på, at jeg har været udstationeret fire gange. Det er da fuldstændigt voldsomt og fantastisk at have fået de muligheder. Derfor betyder det meget for mig, men havde jeg startet ud i FLSmidth, håber og tror jeg da, at jeg havde gjort det samme," siger hun og filosoferer lidt over fortiden.
"Jeg er glad for, at jeg ikke endte i Aarhus Kommune. Jeg ville gerne have det job den gang. Ingen disrespekt til Aarhus Kommune, men det siger noget om, hvor tilfældigt det er, når man sidder som nyuddannet og søger. Det er en snak, jeg har med mine niecer på 18 og 20. Jeg synes, man skal lade livet forme sig. De skal være klar over, at de vil noget, og hvad de vil med det, men om de starter ud det ene eller andet sted? Få nu bare startet. Det behøver ikke være Nationalbanken første gang. Det kan være, man får større chancer i Sydbank."

Positiv paranoia

Man får hende ikke til at fabulere over, hvad hun konkret kunne tænke sig næste gang, men det er ikke sådan, at hendes nye job er endestationen, hvis hun selv får lov at bestemme.
"Nu skal jeg lige først få fod på, hvad vi skal her. Efter et år eller to, plejer jeg at danne mig en mening om det næste, jeg gerne vil lave sådan konceptmæssigt. I denne situation vidste jeg, at jeg skulle have foden under eget bord, ikke mere specifikt end det," siger hun efter at have siddet fire år som kommerciel direktør under Eivind Kolding i Maersk Line. Ham gjorde hun hurtigt opmærksom på, at hendes planer gik i retning af en plads for enden af bordet.
"Eivind så på mig: Gå du bare ud og lav dit arbejde, så kommer det. Han er en fantastisk person og sagde altid tingene lige ud."
Hun regner med, at jobbet i Maersk Tankers er kommet i hus, fordi hun var den absolut bedst egnede kandidat, og nu skal hun så bevise sit værd - ellers kan hun lige så godt skrotte ambitionerne om at stige yderligere i graderne.
"Kan jeg ikke det, kan jeg ikke forvente at komme videre. Man er aldrig bedre end det sidste job. Nu skal jeg ind i det her, og så finder jeg ud af, hvad jeg har lyst til næste gang. Og når man sidder som adm. direktør, kan det også godt være, at man skal tage et lidt længere skrub," overvejer hun og fortæller åbent, hvordan hun konstant sikrer, at hun ikke er ved at komme bagud i kapløbet.
"Dér har jeg lidt paranoia, så jeg tjekker hele tiden med mig selv, om jeg nu gør det godt nok. For nogen kunne det måske være belastende, men for mig er det rigtig godt at få de realitetstjek på mig selv hele tiden," siger hun og afviser med visse forbehold, at hun er i farezonen for stress eller lignende.
"Mit niveau af paranoia er ikke forskelligt, uanset hvor jeg sidder. Jeg kalder det positiv paranoia, fordi det hele tiden handler om, hvorvidt jeg gør det godt nok. Man skal passe på ikke at blive for selvfed."

Selvfedme og egotrip

Selvfedmegrøften vil hun for enhver pris undgå at havne i, hvis hun skulle gå hen og forvandle Maersk Tankers til en virksomhed med sorte tal igen. Ifølge hende selv bliver det heller ikke et problem.
"Det er lykkedes indtil nu, og nu er jeg 46. Det kan godt være, at andre synes, jeg er lidt høj-et eller andet, men helt ærligt er jeg det ikke. Jeg stiller altid spørgsmål ved, hvad jeg selv laver,« siger hun og understreger, at hendes ansatte også bare har at undgå selvfedmen, da hun har allergi over for det selvpromoverende. Får hun øje på egotrippet, skrider hun til handling.
"Så tager vi lige en lille kammeratlig snak om det. Det gider jeg ikke at se."
Det fører os videre til temperamentet, der som bekendt er en del af den traditionelle, krævende topchef og således også, hvis man er Hanne B. Sørensen og et flittigt talende energibundt med humør i stemmen.
"Jeg prøver på at holde humøret oppe. Nogle gange går drengene jo godt nok hen og kigger i døren og ser, hvordan mundvigene hænger, og så går de igen, indtil vigene er lidt mere opadvendte. Jeg kan nok godt blive sur, men så er jeg også den første til at sige undskyld, hvis jeg bliver for sur. Det er lidt pinligt," indrømmer hun.
Igen er det selvfedmen, der kan irritere hende.
"Eller hvis folk ikke lever op til deres ansvar, eller hvis nogen ikke spiller med. Nogle gange er det også bare, fordi man har 50 ting på sit bord, men det må man jo bare lære at deale med. Folk fortjener stadig et ordentligt svar. Men altså ? temperament har man vel. Jeg prøver at undgå at få luft for det offentligt, men nogle gange falder man jo i grøften. Men så skynder den lille Hanne, der sidder på skulderen, sig at sige: "Nu styrer du dig altså, fru Sørensen".

Mere fra ShippingWatch

Minekæmpe køber yderligere tre LNG-drevne skibe

BHP Billiton føjer tre LNG-drevne tørlastskibe til sin flåde i løbet af de næste seks til ni måneder, skriver nyhedsbureau. Mineselskabet satser på flydende naturgas som et overgangsbrændstof.

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs