Havnestrejke koster USA milliarder af dollar

Arbejdskonflikten i havnene langs USA's vestkyst har bredt sig med dominoeffekt til amerikansk landbrug, industri og detailhandel. Præsident Obama forsøger nu at standse konflikten.
Foto: The White House
Foto: The White House

Arbejdskonflikten i de 28 havne på USA's vestkyst, der siden oktober sidste år har ramt stort set alle shippingsegmenter og ikke mindst container og tørlast, gør ondt på den amerikanske økonomi. Flere skøn taler om milliarder af dollar og tab af tusindvis af arbejdspladser, og netop disse kendsgerninger benyttede den amerikanske arbejdsminister Tom Perez til tirsdag at appellere til de stridende parter om en hurtig løsning.

USA's præsident Barack Obama er under stigende pres for at få stoppet konflikten, og tirsdag sendte han sin arbejdsminister til San Fransisco for at holde separate møder med fagforeningen The International Longshore and Warehouse Union, der repræsenterer 20.000 havnearbejdere, og med forhandlere fra redere og terminaloperatører i Pacific Maritime Association.

Flere af de største havne, herunder Long beach og Los Angeles, har været lukket ned i weekenden og mandag, der var fridag, for indkommen fragt. Tirsdag genåbnende de ifølge nyhedsbureauet Reuters i ni timer, for derefter at suspendere arbejdet igen for natten.

Havnekonflikten har bredt sig med dominoeffekt til store dele af USA's erhvervsliv, fra landbrug til industri, detailhandel og transport. I den sammenhæng er havnene på den amerikanske vestkyst helt afgørende, idet de håndterer omkring halvdelen af USA's søfragt og over 70 procent af den amerikanske import fra Asien.

Barack Obama kan ikke af egen drift tvinge en løsning på havnekonflikten igennem, men han har nogle juridiske kort på hånden, hvis han kan godtgøre, at konsekvenserne truer landets økonomi.

Konflikten vil utvivlsomt være det helt store diskussionsemne på verdens største containerkonference, TPM, der afholdes i Long Beach/Los Angeles de første dage af marts. ShippingWatch er med og fortæller om sagen og interviewer afskibere og redere.

USA's havnekonflikt skaber historisk kaos i shipping 

Store usikkerheder om havnelukninger på USA's vestkyst 

SeaIntel: Californiske havne trodser congestion 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også