Drewry: Krim er en trussel for Maersk i Rusland

Et af verdens mest anerkendte analysehuse inden for den maritime sektor, britiske Drewry, ser dystert på potentialet for russiske Global Ports, som APM Termials ejer en tredjedel af. Krim-krisen er kun en af de åbenlyse risici.

Der var store forventninger til russisk vækst og dermed også investeringen på fem mia. kr. i Global Ports, da Maersk Gruppens APM Termials for alvor gik ind på det store marked mod øst for snart to år siden.

Men dengang var forholdet mellem Rusland og Vesten inde i en positiv udvikling. Det var forholdet mellem Den Russiske Føderation og Maersk Gruppens hovedkvarter på Esplanden også. Væksten i Rusland var høj, og der var en forventning om, at den ville stige pænt de kommende år. Og dermed var der også en god tiltro til, at der ville blive hevet flere containere over kajen i de havne, der tilhørte Global Ports.

I dag er situationen en helt anden, og det har fået det anerkendte shippinganalysehus i London, Drewry, til at sætte den orange farve på paletten, der viser hvor stor risikoen er for Global Port.

Flere bekymringer

Der er flere ting, der bekymrer analytikerne hos Drewry, og Krim-krisen, der har ført til et historisk anspændt forhold mellem Rusland og Vesten er blot en af dem.

"Den største bekymring er den makroøkonomiske udvikling og den geopolitiske situation i Rusland," hedder det i en analyse om det russiske havneselskab, som Drewry lige har sendt ud.

"Den seneste geopolitiske spænding med Ukraine kunne forværre situationen. Landet stod over for en nedgradering af sin rating fra de internationale kreditvurderingsbureauer ud fra forventningen om hårde sanktioner fra USA og Europa.  2013 har været et dårligt år for russisk økonomi. Landets årlige stigning i væksten blev på kun 1,3 procent sammenlignet med meget højere vækstrater i årene efter finanskrisen i 2009," skriver Drewry.

Den sløve økonomiske udvikling afspejles tydeligt i tallene for aktiviteten i de russiske containerhavne. Sidste år blev der tale om en stigning på 5,7 procent, som umiddelbart kan lyde pænt, men forventningerne og potentialet på det russiske marked er væsentlig større. I skt. Petersborg, den altdominerende havn i Rusland var der ifølge Drewry oven i købet tale om et fald på 0,4 procent.

Markedsdominans

Global Ports overtagelse af den store russiske konkurrent, NCC, i december 2013, fjernede på den ene side en konkurrent især i Østersøregionen. Men samtidig har Global Ports fået et endnu større uudnyttet potentiale, der skal fyldes ud med containere.

På trods af de risici, Drewry peger på, mener analytikerne, at Global Ports har økonomisk potentiale, og at omsætningen kan stige fra forventede 782 mio. USD i år til forventede 921 mio. USD i 2016. Driftsresultatet forventes at gå samme vej, fra 380 mio. USD til 470 mio. USD

APM Terminals: Europa mål for kinesisk aftale

USA og EU vil ramme russisk energisektor

Udenlandske investorer forlader Rusland

Maersk bekymret for forholdet mellem EU og Rusland

Global Ports har flere investeringer i pipelinen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også