Svitzer-formand melder rederiet klar til opkøb efter entre på børsen

Morten Engelstoft, formand i slæbebådsrederiet Svitzer, mener, at der nok vil gå nogle uger før prissætningen af aktien har fundet sit leje. 
Morten Engelstoft var frem til juni 2022 topchef for Mærsk-koncernens store havneforretning, APM Terminals, men er kommet tilbage til Svitzer som formand i forbindelse med børsnoteringen. | Foto: PR-foto Svitzer Group
Morten Engelstoft var frem til juni 2022 topchef for Mærsk-koncernens store havneforretning, APM Terminals, men er kommet tilbage til Svitzer som formand i forbindelse med børsnoteringen. | Foto: PR-foto Svitzer Group

Svitzer, som tirsdag kom på børsen med en værdi på omkring syv mia. kr., sender fra start et klart opkøbsignal til konkurrenterne.

Hvis pris, synergier og geografi er de rigtige, vil slæbebådsrederiet gerne deltage i en konsolidering af det globale marked, der med få undtagelser er præget af små spillere inden for bugsering og maritime services.

”Hvis der dukker specifikke muligheder op, vil vi selvfølgelig kigge på det og se, om det er noget, der er attraktivt og værdiskabende. Men vi ser også gode muligheder for organisk vækst,” siger Morten Engelstoft, bestyrelsesformand i Svitzer, til ShippingWatch.

”Vi vil investere i vækst hos eksisterende kunder og byde ind på nye kontrakter. Svitzer har allerede en ledende, stærk position i markedet og en markedsandel på 12 pct,” tilføjer han.

Morten Engelstoft var frem til juni 2022 topchef for Mærsk-koncernens store havneforretning, APM Terminals, og blev formand i slæbebådsrederiet i forbindelse med børsnoteringen. 

Svitzer har historisk været særdeles aktiv på opkøbsfronten og voksede markant mellem 1999 og 2007. 

Siden da er rederiet primært vokset organisk, men har lavet enkelte mindre opkøb af lokale virksomheder. 

Sidste år i februar blev Svitzer muligvis overhalet som verdens største slæbebådsrederi, da spanske Boluda Towage købte verdens femte største slæbebådsrederi Smit Lamnalco, som havde 111 slæbebåde og 1.600 medarbejdere.

Stort opkøb mangler godkendelse

Det er dog en handel, der skal godkendes af myndighederne først, og det er endnu ikke sket. Indtil da er Smit Lamnalco fifty-fifty ejet af det hollandske rederi Boskalis og Rezayat Group.

Falder handlen på plads skaber spanierne verdens største slæbebådsrederi med 600 slæbebåde i 50 lande og 148 havne. 

Svitzer råder til sammenligning over en flåde på 456 slæbebåde, arbejder i 37 lande, har aftaler i 140 havne og med 40 havneterminaler verden over. 

Der har fra tid til anden også været rygter om, at Boluda og Svitzer kunne finde på at lægge sig sammen.

”Mig bekendt har vi ikke haft nogen samtaler med Boluda tidligere,” siger Morten Engelstoft.

I efteråret 2022 gik Mærsks største rival, schweizisk-italienske MSC, ind på markedet, da MSC overtog det italienskbaserede slæbebåds-rederi Rimorchiatori Mediterranei.

Rimorchiatori Mediterranei har aktiviteter i Italien, Malta, Singapore, Malaysia, Norge, Grækenland og Colombia, og MSC købte rederiet via datterselskabet SAS Shipping Agencies Services.

Sælger var Rimorchiatori Riuniti samt en fond under DWS’ forretning for investering i infrastruktur.

Mærsk og Mærsks hovedaktionær, A. P. Møller Holding, er gået den modsatte vej. 

Som omtalt i ShippingWatch forberedte Mærsk-koncernen sidste fire ikke-kerneselskaber på, at de skulle sælges eller have en ny ejerplatform. Det gjaldt bl.a. Svitzer.

Nu er Svitzer blevet børsnoteret som selvstændigt selskab uden for Mærsk-koncernen, men har et decideret salg af Svitzer været tæt på i stedet for en notering?

”Det er ikke noget, jeg er bekendt med. Jeg er sikker på, at A. P. Møller-Mærsk har vurderet flere forskellige måder at separere Svitzer ud på. Lidt som man tidligere har gjort med Maersk Tankers, Maersk Supply Service ud og Maersk Drilling,” siger Morten Engelstoft.

”Her har A. P. Møller-Mærsk, bestyrelsen og aktionærerne så vurderet, at for så vidt angår Svitzer er en børsnotering den rigtige måde.”

Derfor besluttede aktionærerne i fredags - og her er A. P. Møller Holding den største aktionær - på en ekstraordinær generalforsamling at trække Svitzer ud af Mærsk-koncernen og børsnotere selskabet.

Skal stå på egne ben efter 45 år

Efter næsten 50 år under vingerne hos Mærsk skal Svitzer stå på egne ben. 

”Vi har en klar investeringsprofil med en ledende position i det her bugserings- og marineservicesmarked, som er en industri med god, stabil vækst og fornuftige marginer,” siger Morten Engelstoft.

Svitzer nåede sidste år en omsætning på 5,8 mia. kr., et driftsresultat (ebitda) på 1,7 mia. kr. og et resultat efter skat på 760 mio. kr.

Det er en vækst på 6 pct. i omsætningen i forhold til året før. Driftsresultatet steg 4 pct. sammenlignet med 2022.

De seneste fem år er omsætningen gennemsnitligt vokset med knap 6 pct., og driftsmarginen (resultat i forhold til omsætning) har i snit været på 30 pct.

Svitzer har ikke fastsat et mål for forrentning af egenkapitalen, men lovet aktionærerne en vækst i salget på 3,5 til 5 pct. i år og et driftsoverskud (ebitda) på 1,7 til 1,8 mia. kr.

”Vi guider ikke på return on equity, men på driftsresultatet og har leveret en ebitda-margin på omkring 30 pct. de seneste år, og det forventer vi at fortsætte med,” siger Morten Engelstoft.

J. Lauritzen, som er et maritimt investeringsselskab ejet af Lauritzen Fonden, sagde for leden til shippingWatch, at selskabet har et godt øje til børsnoteringen af Svitzer og prissætningen af aktien.

”Det er en lidt usædvanlig aktie på mange måder, fordi selskabet har en relativ lav vækst, men omvendt også et relativt stabilt cashflow, som jo ikke nødvendigvis er de ting, man ser fra andre shippingaktier,” sagde Kristian V. Mørch.

”Svitzer-aktien er næsten lidt obligationsagtig,” vurderede han.

Investorer skal vænne sig til Svitzer

Med andre ord kan Svitzer-aktien være mindre udsat for kursudsving end traditionelle rederiaktier, som ofte bliver påvirket af de volatile markeder for søfragt.

”Ja, der er i hvert fald nogle ligheder med det stabile, men jeg tror, at der godt kan gå nogle uger, før aktiemarkedet har fundet ud af, hvad vi er for en virksomhed og hvordan vi skal handles,” siger Morten Engelstoft.

”Vi er i en industri, som nogle sammenligner med infrastruktur, mens andre sammenligner os med forskellige typer af industri inden for det maritime.

Aktien lukkede efter første handelsdag med en kurs på knap 235 kr. og dermed en børsværdi på omkring syv mia. kr. 

Hvor længe bliver A. P. Møller Holding i Svitzer som aktionær? A. P. Møller Holding, som ejer 41,65 pct., har lovet ikke at sælge nogle aktier de næste 360 dage.

”A. P. Møller Holding har accepteret den her 360-dages lockup. Hvad der sker derefter. Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg ved, hvad der sker det næste år, for det er aftalt. Derefter? Der bliver jeg nødt til at henvise dig til A. P. Møller Holding.”

(Artiklen er præciseret med, at A. P. Møller Holding ejer 41,65 pct. af aktiekapitalen og aktiestemmerne i Svitzer og ikke 41,5 pct.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også