Olieserviceselskab i stor aktieudstedelse

Det italienske olieserviceselskab Saipem har besluttet at sælge nye aktier for 2 mia. euro.
Emissionen vil blive gennemført med fortegningsret for selskabets eksisterende aktionærer, fremgår det onsdag af en meddelelse fra selskabet.
Kapitalrejsningen mødes med utilfredshed hos investorerne, der onsdag ved 12.15-tiden kvitterer med et kursfald på 16,3 pct. til 35,18 euro på børsen i Milano.
I alt vil Saipem udstede 1.974.327.430 nye aktier i olieserviceselskabet.
Eksisterende aktionærer vil for hver aktie, de ejer i forvejen, blive tildelt retten til at tegne 95 nye aktier til en pris på 1,013 euro stykket.
Det svarer ifølge Bloomberg News til en teoretisk rabat på 30 pct. i forhold til lukkekursen tirsdag på 42,03 euro.
Tegningsperioden løber fra 27. juni og frem til 5. juli.
(Denne artikel er leveret af vores søstermedie EnergiWatch.)
Lønforhandlinger for drilling-ansatte er brudt sammen i Norge
275 evakueret fra stort kranfartøj i Norge