Fem rederier har tjent knap 1,4 mia dollar i første halvår - ét rederi skiller sig ud

Selv om tørlastmarkedet på det seneste er blevet ramt af afmatning, har fem tørlastrederier i første halvår skovlet penge ind sammenlignet med samme periode sidste år, viser ShippingWatch-analyse. Andet halvår tegner usikkert, siger analytiker.
Star Bulk og CEO Petros Pappas har præsteret den største overskudsgrad blandt konkurrenterne inden for tørlast. | Foto: Marine Money
Star Bulk og CEO Petros Pappas har præsteret den største overskudsgrad blandt konkurrenterne inden for tørlast. | Foto: Marine Money
Af Dag Holmstad, Idha Toft Valeur og Jens Bojsen Ruskov

Flere store tørlastrederier har i første halvår i år fortsat indtjeningsfesten fra 2021 - trods en vis afmatning i efterspørgsel og fragtrater i forhold til sidste år, der var det bedste tørlastmarked i ti år.

Det viser en resultatsammenligning for første halvår 2022, som analyseafdelingen i WatchMedier har udarbejdet for ShippingWatch.

Pacific Basin, Star Bulk, Golden Ocean, Eagle Bulk og Belships har i årets første seks måneder leveret et samlet nettoresultat på 1.363 mio. dollar - svarende til mere end 10 mia. kr.

Det samlede nettoresultat er næsten en tredobling - 2,7 gange - i forhold til samme halvår sidste år, hvor de samme fem tørlastrederier præsterede en bundlinje på 506 mio. dollar - et plus på ca. 3,7 mia. kr. med dagens dollarkurs.

Selv om det Hongkong-baserede Pacific Basin, der har danskeren Martin Fruergaard i spidsen som CEO, har præsteret den højeste omsætning og indtjening i absolutte tal i årets første seks måneder, er det dog en af konkurrenterne, der skiller sig ud og topper rankingen.

Målt på overskudsgraden (ebit i forhold til nettoomsætning) er det lidt mindre Star Bulk Carriers, som løber med palmerne, og det var også tilfældet i første halvår sidste år.

Det New York-noterede tørlastrederi præsterede i årets første seks måneder et resultat før skat på 394,7 mio. dollar og et nettoresultat på 370,5 mio. dollar. Det var tilsvarende 160 mio. dollar i samme periode sidste år.

Star Bulks overskudsgrad i første halvår var 51 pct. - hvilket svarer til en indtjening på 51 cent for hver dollar, rederiet hentede i omsætning.

Samme periode sidste år lå Star Bulks overskudsgrad på 37 pct. - og det var også dengang den højeste blandt konkurrenterne.

På de næste pladser kommer Golden Ocean og Eagle Bulk

På de næste pladser har Golden Ocean, Eagle Bulk og Pacific Basin i første halvår i år præsteret en overskudsgrad på 44 pct., 40 pct. og 28 pct., fremgår det af analysen.

Star Bulk havde i andet kvartal TCE-rater på 30.451 dollar pr. dag, hvilket var 33 pct. mere end i samme halvår sidste år og 11 pct. højere end i første kvartal i år.

For indeværende kvartal har Star Bulk dækket 61 pct. af indtjeningsdagene af til TCE-rater på ca. 29.000 dollar om dagen - og det er til lavere rater end kvartalet før og afspejler den afmatning, der har været på det seneste inden for forskellige tørlastsegmenter.

”Vi er fortsat optimistiske med hensyn til forventningerne til indtjeningen i virksomheden til trods for det tilsyneladende usikre, makroøkonomiske miljø,” siger Petros Pappas, CEO i Star Bulk i en kommentar i forbindelse med halvårsmeddelelsen.

Ifølge Cleaves Securities’ Shipping Weekly har capesize-raterne været faldende i længere tid, og Panamax-segmentet er også presset på raterne.

Ikke siden december 2020 har det toneangivende Baltic Dry Index ligget lavere, end det gør i dag.

Foto: Cleaves Securities
Foto: Cleaves Securities

Kilde: Cleaves Securities

”Capesize-raterne ligger langt under niveauet fra sidste år, og endda langt under niveauet fra de sidste fem år. Så capesize har været rigtig skuffende,” sagde Peter Michael E. Christensen, Head of Research, til ShippingWatch i sidste uge.

Det lave marked skyldes først og fremmest udviklingen i Kina, og det er aktieanalytiker Anders R. Karlsen i Kepler Cheuvreux enig i.

”I forhold til markedet har Capesize-markedet været meget svagt, og FFA-raterne (Forward Freight Agreements, red.) peger heller ikke hen mod et særligt stærkt marked fremover. Lavere volumener til Kina samt faldende flaskehalse bidrager sandsynligvis til svækkelsen,” siger Anders R. Karlsen til ShippingWatch.

Kepler Cheuvreux-analytikeren er dog generelt optimistisk for tørlast for det indeværende halvår og frem mod 2023.

”Jeg tror, at markedet fremdeles vil bedres i andet halvår og mod næste år. Kina, og hvad som sker der, vil selvfølgelig være afgørende. Hvis der er fortsatte covid-restriktioner, en svag økonomisk udvikling, og nedlukninger er det negativt. Kommer der derimod stimuli-pakker, og det er skitseret, og Kina åbner igen, vil det være godt,” siger Anders R. Karlsen.

Hos Golden Ocean peger CEO Ulrik Andersen på nogle af de samme bump på tørlastmarkedet, men holder fast i troen på fortsat fremgang.

”På trods af nylig svaghed i fragtraterne udløst af de faldende flaskehalse og tilbagegangen i den kinesiske økonomi, til dels på grund af landets ’Zero Covid’ politik, er vores syn på markedet optimistisk,” sagde Ulrik Andersen til ShippingWatch i forbindelse med kvartalsregnskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også