Rederiforeningen: Kina-besøg kan trække kapital til Danmark

Danmarks Rederiforening ser frem til det kinesiske statsbesøg i næste uge. Besøget kan have stor betydning for at skabe opmærksomhed om den danske maritime klynge og tiltrække kapital til Danmark, mener man.

Den pludselige meddelelse, om at den kinesiske præsident Hu Jintao aflægger Danmark et besøg med en 50 mand stor delegation i næste uge, er sød musik i ørerne på Danmarks Rederiforening.

Besøget vil skabe international opmærksomhed om Danmark og kan derfor være med til at skabe interesse blandt asiatiske rederier eller investorer inden for shipping, mener vicedirektør Jan Fritz Hansen, Danmarks Rederiforening.

"I forlængelse af vækst-teamets arbejde kan besøget få stor betydning. Det vil skabe opmærksomhed blandt de asiatiske og kinesiske operatører, som vi gerne vil have etablerer sig i Danmark med en filial, og som vi gerne vil lave forretning med. Derfor er signalværdien af besøget stor, og det kan give et boost til arbejdet. Det kan blive lettere at tiltrække investeringer," lyder det fra Jan Fritz Hansen.

Danmarks Rederiforening har ikke separate møder med repræsentanter for den kinesiske delegation, men deltager i de arrangementer, som Udenrigsministeriet, Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer samt Rederiforeningen i fællesskab står bag.

De danske rederier er en vigtig spiller for den kinesiske økonomi og transporterer omkring en femtedel af kinesisk udenrigshandel.

Generelt er vurderingen i Rederiforeningen, at samspillet med Kina er problemfrit. Et af de emner, man dog holder øje med, er de forlydender, der har været fremme på det seneste om, at den kinesiske regering vil favorisere nationale rederier ved at øremærke bulk-laster til bestemte - kinesiske - virksomheder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også