Gysermøde om Torms skæbne  

Torms udenlandske banker vil reducere sine shippingudlån. Derfor er det svært at få dem til at skyde flere penge i rederiet.
Foto: Mik Eskestad
Foto: Mik Eskestad
 

Det er noget af et skæbnemøde, som bestyrelsen i rederiet Torm sætter sig til i aften. Bestyrelsen skal behandle årsregnskabet for 2011, men samtidig udløber rederiets midlertidige henstand fra bankerne, og det er derfor et åbent spørgsmål, om regnskabet kan aflægges som fortsættende virksomhed. Det skriver Business.dk.

Så sent som i går var der ifølge Berlingskes oplysninger fortsat ikke enighed blandt Torms 11 største banker om, hvorvidt man skal sikre en livgivende kapitaltilførsel til det trængte rederi eller sende det gennem en rekonstruktion, der vil splitte selskabet op.

En kilde tæt på forhandlingerne vurderer dog, at det er svært at se en anden udgang end en rekonstruktion, når der ikke er enighed endnu.

Berlingske Business kunne allerede for to uger siden fortælle, at bankerne har været nødt til at forberede en rekonstruktion som alternativ, og for hver dag, der går, rykker risikoen nærmere for denne løsning, der med stor sandsynlighed vil fjerne aktionærernes sidste værdier.

Nervøsiteten var da også tydelig på gårsdagens aktiemarked, hvor Torms aktier drattede knap 20 procent og sendte selskabets børsværdi ned på blot 255 millioner kroner.

Der gik også rygter i markedet om, at Torm vil udskyde årsregnskabet til slutningen af marts, men fra Torms side fastholder man, at regnskabet offentliggøres i morgen.

Beslutningen vil dog afhænge af, hvad bankerne meddeler Torm i dag, samt hvad bestyrelsen beslutter sig for at gøre. Bestyrelsen ønsker af gode grunde at holde sammen på Torm, men hvis bankerne ikke vil være med til at sikre den nødvendige kapitaltilførsel, så vil den sandsynligvis foretrække en rekonstruktion under de amerikanske Chapter 11-regler, som giver god beskyttelse mod kreditorerne.

Torm har de seneste uger haft flere møder med investorer om en tilførsel af frisk kapital, men ingen investorer vil ifølge Berlingskes oplysninger skyde penge i Torm, medmindre bankerne nedskriver Torms store gæld først.

Sendes regnskabet på gaden i morgen, så ventes det at byde på store nedskrivninger af skibenes værdier oven i det allerede forventede tab på næsten 1,5 milliarder kroner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også