Nigeriansk uro kan være dårligt nyt for tankrederierne

En række angreb på olieinfrastrukturen i Nigeria kan vise sig at være særdeles dårlige nyheder for tankrederierne.
Ifølge mægleren Poten & Partners har oprørsgrupper gennem længere tid angrebet ledninger og terminaler i Niger Delta, hvilket har fået landets eksport af råolie til at dykke. Det skriver World Maritime News.
Produktionsnedgangen truer med at underminere Nigerias position som den førende eksportør til Indien, vurderer Poten & Partners.
Det afrikanske olieland har siden 2015 væltet Saudi-Arabien af pinden som Indiens foretrukne olieeksportør, men problemerne betyder, at magtbalancen igen kan forskyde sig til Mellemøsten.
"Hvis saudierne øger produktion (eller omdirigerer flows) for at genvinde en del af den markedsandel, de mistede i Indien, så vil handlen på den relativt lang ruter (WAF-Indien) blive erstattet af handel på meget korte ruter (AG-Indien)," skriver Poten & Partners.
Ifølge mægleren vil det give en øget efterspørgsel på suezmax, mens behovet for VLCC vil falde. Det kan samtidig få Europa og USA til at trække på sine egne lagre.
"Fortsatte forstyrrelser af den nigerianske produktion kan også drive olieprisen op og bane vejen for genkomsten af den amerikanske skiferolie. Begge scenarier er ikke særligt attraktive for shipping," lyder det i analysen.
Skibskredit: Grøn dagsorden presser tankmarkedet
Pirater kidnapper seks søfolk ud for Nigeria
Tankskib fra Monjasa dømt i oliesag i Nigeria