Maersks flådechef stopper efter 25 år i rederiet

Palle Laursen forlader Maersk samtidig med sit jubilæum. En anden leder skal også stoppe i rederiet, som står midt i store forandringer.
Palle Laursen har tilbragt hele sin karriere i Maersk, hvor han begyndte som maritim ingeniør i 1998. Han stopper nu som flådechef. | Foto: Maersk
Palle Laursen har tilbragt hele sin karriere i Maersk, hvor han begyndte som maritim ingeniør i 1998. Han stopper nu som flådechef. | Foto: Maersk

Maersk siger farvel til sin mangeårige flådechef som led i de gennemgribende forandringer af koncernen, den nye topchef Vincent Clerc har lavet i sin første måned i jobbet.

Efter seks år på posten og 25 år i rederiet stopper Palle Laursen som såkaldt chief fleet & technical officer og forlader helt Maersk.

Det bekræfter Maersk overfor ShippingWatch.

ShippingWatch erfarer, at Palle Laursen fik beskeden i sidste uge få dage inden, at han tirsdag i denne uge fejrede sit 25 års jubilæum med en reception i hovedkvarteret på Esplanaden i København.

Han stopper med udgangen af februar og forlader desuden sin post som næstformand i brancheorganisationen Danske Rederier.

Palle Laursen har tilbragt hele sin karriere i rederiet, hvor han begyndte som maritim ingeniør i 1998. 

Han har siden haft en række ledende roller, og i januar 2017 blev han chef for den globale flåde af omkring 700 containerskibe.

Palle Laursens exit er en konsekvens af de store forandringer, som i øjeblikket skyller ind over rederiet.

Siden Vincent Clerc afløste Søren Skou som topchef ved årsskiftet, har schweizeren haft travlt med at sætte sit aftryk på det danske rederi.

Topledelsen er blevet udvidet fra 7 til 16 personer, hvoraf flere kommer fra Vincent Clercs gamle ledergruppe i kerneforretningen i Ocean & Logistics-divisionen, som han stod i spidsen frem til nytår.

Det gælder bl.a. ny kommerciel direktør, Karsten Kildahl, og koncerndirektøren for søfragtprodukter, Johan Sigsgaard.

Endnu en leder stopper

I sidste uge landede der endnu en stribe af store nyheder fra Maersk.

Først annoncerede rederiet sammen med MSC, at de to konkurrenter dropper deres langvarige samarbejde i 2M-alliancen. 

Og kort tid efter fortalte Maersk så, at en række datterselskaber, herunder det traditionsrige tyske rederi Hamburg Süd, vil blive omdøbt, så de løbende kommer ind under Maersk-navnet.

Sideløbende er desuden sket en række ændringer i ledelseslaget lige under koncerndirektionen, som ikke umiddelbart er blevet kommunikeret til offentligheden.

Foruden afskeden med Palle Laursen så stopper Kim Pedersen også som global direktør for salg og marketing. Han kom til Maersk for knap fire år siden og har siddet på posten siden april 2020. 

Han stoppede i rederiet 1. februar.

Maersk oplyser til ShippingWatch, at Palle Laursen bliver erstattet af den interne kandidat Leonardo Sonzio, som i dag er såkaldt vice president og head of fleet operations i rederikoncernen.

Det er uklart, om der kommer en direkte afløser for Kim Pedersen, eller om hans arbejdsopgaver bliver fordelt på flere personer.

Palle Laursen blev valgt som næstformand for bestyrelsen i Danske Rederier i juni 2022.

Han afløste Henriette Hallberg Thygesen, som er executive vice president og nyudnævnt chief delivery officer i Maersk.

Danske Rederier oplyser til ShippingWatch, at man nu er ved at finde en afløser til posten som næstformand.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også