ShippingWatch

Martin Ackermann stopper som CEO i BW LPG

Den danske topchef i BW LPG, Martin Ackermann, forlader rederiet. Han har været en del af rederiet i fem år og vælger at stoppe af "familiemæssige årsager".

Foto: PR/BW LPG

BW LPG skal se sig om efter en ny topchef, efter den danske CEO for gas-rederiet i dag har valgt at opsige sin stilling.

Rederiet oplyser, at Martin Ackermann har valgt at stoppe af "familiemæssige årsager".

Den danske CEO bliver i rederiet året ud, og herefter bliver han afløst af non-executive Anders Onarheim, der vil fungere som midlertidig CEO. Onarheim har været en del af rederiet siden 2013, og inden da var han managing director i banken Carnegie.

"Det har været et privilegie at lede BW LPG gennem nogle udfordrende år samt at se det fortsætte som en stærk platform for fremtiden," siger Martin Ackermann i meddelelsen.

Martin Ackermann har stået i spidsen for det Singapore-baserede rederi i fem år. Med dagens afsked kan man sige, at han slutter på toppen, efter BW LPG for nyligt landede sit største kvartalsoverskud nogensinde, som endte på 117 mio. dollar.

Det skete efter flere års nedtur for rederne med de store gasskibe, men i den seneste tid har markedet forbedret sig betydeligt.

I forbindelse med regnskabet lød vurderingen fra Martin Ackermann over for ShippingWatch, at trenden i markedet er god, og at udviklingen vil fortsætte næste år. Han hæftede sig dog også ved, at der er mange nye såkaldte VLGC'ere på vej på vandet.

"På vegne af bestyrelsen vil jeg gerne takke Martin for hans bidrag i de seneste fem år, der spænder over en hel LPG-shippingcyklus og inkluderer et opkøb af en anden virksomhed samt udviklingen af en ny forretning. Vi ønsker ham alt godt fremover," siger Andreas Sohmen-Pao, bestyrelsesformand i BW LPG, i meddelelsen.

BW LPG-chef trods optur: "Enhver reder er altid bekymret for ordrebogen"

BW LPG lander rekordstort millionoverskud

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere