ShippingWatch

Molslinjen vil overtage Danske Færger

Salget af Danske Færger nærmer sig målet. Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil Molslinjen købe alle aktier i Danske Færger.

Foto: PR-foto/Danske Færger

Danske Færger ser ud til at være tæt på et salg til Molslinjen.

I hvert fald har de to parter i dag anmeldt en såkaldt forenklet fusion til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor Molslinjen vil overtage samtlige aktier i Danske Færger, oplyser styrelsen.

Styrelsen skal nu vurdere, hvorvidt fusionen opfylder betingelserne efter den forenklede procedure, lyder det.

Danske Færger er ejet af den danske stat og Clipper Group, som hver har 50 pct. ejerdel, og flere har i processen frem mod et salg peget på, at mulige købere blandt andet er store, etablerede færgerederier med kapitalfonde i ryggen. Som Molslinjen der er ejet af kapitalfonden Polaris.

Molslinjen ønsker ikke at kommentere på dagens melding fra styrelsen. Men adm. direktør Carsten Jensen har tidligere over for ShippingWatch bekræftet færgerederiets interesse.

"Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke var interesserede og ikke har kigget på det her med den position, vi har," sagde han for nogle måneder siden.

Alle, der har bemærkninger til fusionen, skal henvende sig til styrelsen inden d. 4. juli, skriver Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Til september mister Danske Færger en lukrativ forretning med ruten til Bornholm, som rederiet i et udbud tabte til Molslinjen. Molslinjen sejler i dag fra Aarhus til Odden og fra Odden til Ebeltoft.

Danske Færger driver i øjeblikket ruter mellem danske småøer og fastlandet som bl.a. mellem Fanø og Esbjerg og Ballen på Samsø til Kalundborg. De fleste ruter er udbudt efter offentlige kontrakter og skal genudbydes i 2021 og 2028.

Det gælder dog ikke Fanø-Esbjerg og Rønne-Sassnitz, skriver styrelsen.

Salget af Danske Færger rykker nærmere

Medie: Clipper-rederiet Danske Færger sat til salg

Medie: Kapitalfond gør klar til salg af Scandlines

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere