ShippingWatch

Tre Maersk-selskaber ramt af nye sanktioner mod Rusland

Maersk Line og to af rederiets søsterselskaber har haft et tæt samarbejde med den russiske storproducent af aluminium, Rusal, der nu er hårdt ramt af nye sanktioner fra USA.

Foto: Maersk Line

I knap to år har Maersk Line og to af rederiets søsterselskaber haft et tæt partnerskab med den russiske aluminiumsgigant Rusal, der for nylig er kommet på USA's sanktionsliste.

Da samarbejdet mellem Rusal og de tre Maersk-selskaber blev annonceret i juni 2016, var ambitionen fragt af 10.000 containerne årligt med rederiets skibe over en treårig periode med mulighed for yderligere forlængelse.

"Vores aftale med Rusal inkluderer tre af vores brands, Seago Line, MCC og Maersk Line. Derfor er det også et vidnesbyrd om vores globale rækkevidde og vores regionale ekspertise," sagde Maersk Lines CEO Søren Skou, der tydeligvis havde store forventninger til aftalen, mens Rusal understregede vigtigheden af et langsigtet partnerskab med Maersk.

Maersk Lines direktør for Østeuropa, Tom Hyldelund, betegnede i en pressemeddelelse dengang partnerskabet med Rusal som en åbning for nye vækst- og forretningsmuligheder forud for rederiets fejring af 25 år på det russiske marked i 2017.

Vores aftale med Rusal inkluderer tre af vores brands, Seago Line, MCC og Maersk Line.

Søren Skou, CEO i Maersk Line, i juni 2016.

Maersk vil i dag ikke kommentere forhold til enkeltkunder. Således heller ikke partnerskabet med Rusal, eller hvornår samarbejdet er ophørt.

"Vi har et omfattende compliance-program, der sikrer overholdelse af handelsreguleringer, herunder økonomiske sanktioner. Når det er sagt, så opfordrer vi til brug af andre metoder til at løse politiske uenigheder end tiltag, der rammer international handel. At tilskynde og muliggøre samhandel er en væsentlig del af vores forretning, og det bidrager til velstand og økonomisk udvikling, både globalt og lokalt," lyder det i en skriftlig udtalelse, som Maersk har sendt til flere medier.

I en orientering til kunder understregede Maersk tidligere i denne uge, at rederiet dropper at sende gods eller modtage betaling fra personer eller virksomheder, der er relateret til de selskaber og personer, der er nævnt på USA's sanktionsliste mod Rusland.

En talsmand i schweiziske MSC, partner med Maersk Line i 2M-alliancen, oplyser i en mail, at rederiet nøje overvåger alle sanktioner besluttet af den amerikanske regering.

"I forbindelse med de seneste tilføjelser af sanktioner relateret til Rusland og Ukraine, har vi omgående instrueret vores kontorer over hele verden om ikke at indgå nye kontrakter med personer, der er udpeget under USA's sanktionsprogram. MSC gennemgår også eksisterende forretningsforbindelser for at fastslå, om nogle af disse er påvirket af de seneste tilføjelser inden for den tidsramme, som USA's regering har fastsat," skriver MSC i en mail til ShippingWatch.

Hårde sanktioner mod Rusal

Rusal, der er verdens næststørste producent af aluminium, blev fredag d. 6. april ramt af de hidtil skrappeste sanktioner fra USA over for russiske oligarker, ekstremt rige russere, med tæt kontakt til Ruslands præsident Putin. Rusal ejes af Oleg Deripaska, som USA ønsker at ramme.

Rusals aktie er styrtdykket på børsen i Moskva, og siden nytår er aktiekursen tæt på halveret.

Det er ikke første gang, at Rusland bliver ramt af sanktioner. Både USA og EU har påført landet en række sanktioner i løbet af de seneste år. Dels for at annektere den ukrainske halvø Krim i 2014, og dels for at støtte prorussiske oprørere i Ukraine.

USA's seneste sanktioner mod Rusland er bl.a. indført på grund af den russiske indblanding i den amerikanske præsidentvalgkamp. Blandt de nye navne på den amerikanske sanktionsliste var blandt andre rigmanden Oleg Deripaska, der betragtes som en tæt allieret med Vladimir Putin, samt selskaberne Rusal og EN+, som han kontrollerer.

Sanktionerne rammer også storbanken Nordea, har ShippingWatchs søstermedie FinansWatch beskrevet i denne uge. Så sent som i januar udbetalte banken et lån på 200 mio. dollars til netop Rusal.

USA kan ramme Nordea hårdt for at yde lån til sanktionsramte Putin-allierede

Selv om sanktionerne formelt først træder i kraft i maj og juni, så har metalbørserne i London og New York allerede oplyst, at man ikke ønsker at acceptere aluminium produceret af Rusal, ligesom de store kreditvurderingsbureauer helt har trukket deres kreditvurderinger.

Større japanske handelshuse har bedt Rusal om at stoppe med at sende aluminium til landet. Og flere unavngivne kilder oplyste forleden til nyhedsbureauet Reuters, at det russiske mineselskab er blevet bedt om at stoppe sine forsendelser.

Stop for forsendelser

"Vi har anmodet Rusal om at stoppe forsendelser af aluminium i forbindelse med vores kontrakter, da vi ikke kan foretage betalinger i amerikanske dollars, og vi ønsker ikke at risikere at blive et sekundært sanktionsmål for USA," sagde en unavngiven kilde ved et af de japanske handelshuse ifølge Reuters.

Japan køber omkring 300.000 tons raffineret aluminium fra Rusland om året, hvilket svarer til 16 pct. af den totale import, skriver Reuters på baggrund af tal fra Japan Aluminium Association.

Rusals japanske kunder er blandt andre Mitsubishi Corp, Marubeni Corp, Sumitomo Corp og Mitsui & Co. Mens tre af disse handelshuse ikke vil kommentere over for Reuters, så lyder det fra Sumitomo, at man lige nu har interne diskussioner om, hvilke tiltag man vil tage.

Handelshuse til Rusal: Stop eksport af aluminium

Frygt for yderligere sanktioner skyder metalpriser i vejret

Nordea med i udlån i Rusland for over 25 mia. kr. det seneste år

Nordea om russiske lån: Lover at overholde amerikanske sanktioner

Forsiden lige nu

Her er ugens vigtigste overskrifter på ShippingWatch

Miljø og kommende vigtigt møde i IMO prægede ugen på ShippingWatch med spørgsmål om fremtidens miljøsyndere, og hvorvidt en højspændt miljødiskussion ender som et mislykket kupforsøg. Læs også om Maersks transformation og stort tysk opkøb af V. Group.

Pakistan lukker ned for beaching-værfter

Nye brandulykker på den pakistanske ophugningsstrand Gadani får landets myndigheder til at lukke ned for ophugning i området - blot få måneder efter, at et tidligere forbud blev ophævet. "Skibsejere burde blive holdt ansvarlige," mener NGO'en Shipbreaking Platform.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere