ShippingWatch

Nordsøfonden tror på nye projekter på dansk sokkel

Udskiftningen i ejerne af licenserne i Nordsøen har fået aktivitetsniveauet på dansk sokkel til at falde, men nu tror Nordsøfonden på nye projekter. Især ét selskab har meldt klart ud, at det vil investere i ny produktion.

Foto: PR

Der er fortsat muligheder på den danske sokkel, selvom aktivitetsniveauet gennem den seneste årrække har været lavt.

Det fortæller Birgitta Jakobsen, adm. direktør i Nordsøfonden, der varetager statens interesser i dansk olie- og gasproduktion, til ShippingWatch.

"I DUC (Dansk Undergrunds Consortium, red.) har vi en række muligheder for nye projekter for olie- og gasproduktion. Dem er vi i gang med at vurdere, og Nordsøfonden arbejder for, at flere projekter vil blive realiseret," skriver hun i en mail til ShippingWatch.

Udmeldingen kommer, efter flere leverandører for nyligt har udtrykt bekymring over det lave aktivitetsniveau. De mener, at det kan gå ud over omsætningen og sikringen af de danske arbejdspladser.

Som statens olie og gasselskab er en af Nordsøfondens opgaver netop at sikre produktionen i Danmark. Det handler både om, at der skal være den mængde energi, man har brug for i landet, ligesom produktionen skal skabe vækst og sikre danske arbejdspladser, fremgår det af Nordsøfondens hjemmeside.

Der har været en stor udskiftning af aktørerne i licenserne, og som ny partner er det ofte nødvendigt at bruge noget tid på at finde sine ben.

Birgitta Jakobsen, CEO, Nordsøfonden

Ifølge Birgitta Jakobsen er det lave aktivitetsniveau bl.a. et resultat af, at de fleste af de virksomheder, der har licens til at operere på den danske sokkel, er blevet skiftet ud over en årrække.

"Aktiviteterne i den danske del af Nordsøen har desværre været faldende i de seneste år – det gælder både inden for efterforskning og nye udbygninger. Det skyldes bl.a., at der har været en stor udskiftning af aktørerne i licenserne, og som ny partner er det ofte nødvendigt at bruge noget tid på at finde sine ben i et nyt område," skriver hun.

Noreco vil investere på dansk sokkel

Nordsøfonden er statens aktive deltager i Dansk Undergrunds Consortium, der står for 90 pct. af den danske produktion. Udover Nordsøfonden har franske Total en andel i DUC, som de overtog med købet af Maersk Oil i 2018. I begyndelsen af i år overtog Total desuden Chevrons andel, mens Noreco for nyligt fik godkendt at overtage Shells andel.

Over for ShippingWatch lagde Norecos formand Riulf Rustad ikke skjul på sine ambitioner om at vokse i den danske del af Nordsøen umiddelbart efter godkendelsen.

"Der er meget, der er urørt på dansk sokkel, hvis du sammenligner med norsk sokkel eller Storbritannien. Der er mange fund, som ikke er udviklet. Så der er muligheder og vi vil fokusere vores arbejde på at udvikle og øge produktionen fremover," sagde han.

Som ny partner kommer Noreco til at indgå på linje med de andre partnere i DUC-samarbejdet og vil på den måde også være inde over vurderingen af nye projekter.

"Noreco vil som ny partner i DUC deltage i dette arbejde og kan bidrage med nye perspektiver og input," skriver Birgitta Jakobsen.

Fokus på genopretning af Tyra

Udover de skiftende aktører kan den begrænsede aktivitet også hænge sammen med, at der bruges mange ressourcer og meget kapital på at genopbygge Tyra-feltet i den danske Nordsø.

"Med en investering på op mod 21 mia. kr. er det den største investering nogensinde i dansk område. Genopbygningen er allerede i fuld gang og fortsætter frem mod 2022, hvor produktionen forventes genoptaget," skriver Birgitta Jakobsen.

Genopbygningen af Tyra er et resultat af den Nordsøaftale, som regeringen tilbage i 2017 forhandlede på plads sammen med Maersk og de resterende parter i DUC.

Nordsøaftalen gik ud på at sikre genopbygningen af Tyra ved at give selskaberne en skatterabat på de investeringer, de kaster efter renoveringen af feltet. Efter 25 års brug var feltet begyndt at synke.

Skatterabatten blev vurderet nødvendig som følge af olieprisens fald i 2014.

"Tyra feltet er helt centralt for infrastrukturen i Nordsøen, og genopbygningen er med til at sikre den fremtidige udvikling af og produktion fra den danske del af Nordsøen samt muliggøre nye investeringer. De seneste år har vi i DUC haft fokus på at vælge den rette løsning for genopbygning af Tyra feltet, et projekt som kræver en meget stor indsats at planlægge og gennemføre," lyder det fra Birgitta Jakobsen.

Noreco er klar til at investere på den danske sokkel

Ingen ny aktivitet på dansk sokkel: "Det er i virkeligheden en smule underligt"

Skiftende Nordsø-spillere sætter større krav til statens olieselskab

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere