ShippingWatch

Tiltalt i pirat-sag: De begyndte bare at skyde på os

En såret nigerianer fortæller, at han var hyret til at hente et skib, da båden kom i ildkamp med dansk militær.

Foto: Handout/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var på grund af et job med at sælge stjålet olie til et skib, at en 40-årig mand fra Nigeria sidste år var på en båd i Guineabugten, der havnede i ildkamp med det danske militærs helikopter.

Sådan lyder forklaringen fra den 40-årige, der mandag bliver afhørt i Københavns Byret, hvor han sidder tiltalt for at sætte danske soldaters liv i fare.

Han nægter sig skyldig.

Den danske fregat ”Esbern Snare” var indsat i området for at afskrække pirater, men det var den tiltalte altså ikke ifølge forklaringen. Og han er heller ikke anklaget for pirateri, men er af Forsvaret beskrevet som formodet pirat.

”Jeg tog bare med, sådan at vi kunne finde tankeren og få den ind til kysten,” siger den tiltalte, der sidder i kørestol, fordi han blev såret under ildkampen.

Han afgiver forklaring på engelsk med en afdæmpet stemme, mens adskillige journalister noterer fra tilhørerrækkerne. En tolk oversætter til dansk.

Den 24. november sidste år sejlede han ud sammen med otte andre fra Nigeria. Den tiltalte forklarer, at han havde fået jobbet fra en af sine bekendte, der var med.

De skulle ud til et skib, som skulle hentes ind til kysten og fyldes med olie, der var stjålet fra rørledninger på land.

Han ville få ”mange penge” som betaling - tre millioner naira - svarende til knap 50.000 danske kroner.

Ifølge den 40-årige kunne han ikke selv hjælpe med at sejle skibet ind. Hans job var i stedet at hjælpe med at pumpe olien på land. Alligevel var han med på båden.

”Jeg ville gerne se, hvordan havet så ud,” siger han.

De fandt ikke skibet og var på vej hjem, da de lagde mærke til en helikopter, som ikke var nigeriansk, fortæller den 40-årige. Da var det stadig lyst, og da det blev mørkt, så de den igen.

”De kom flyvende. Så begynder de bare at skyde på os. Vi var sådan lidt, hvad laver I? Vi er stadig i fart, og de begynder at skyde på os,” siger han og fortsætter:

”Så begynder de at skyde rigtigt meget imod os.”

”Vi prøver at komme væk fra dem, men de følger efter os og skyder efter os. Jeg kan ikke holde skyderiet ud, så jeg hopper ud af båden,” siger han.

Men hans ben ramte en propel fra båden og måtte efterfølgende amputeres. Han kom hen til de danske frømænds båd og blev samlet op og tilbageholdt. Tre andre formodede pirater overlevede angrebet.

De blev løsladt i begyndelsen af januar og kunne sejle væk i en båd. Den sårede pirat blev derimod overført til et hospital i Ghana og senere bragt til Danmark.

Ifølge anklageskriftet blev der fra de formodede piraters båd affyret adskillige skud mod ”Esbern Snares” Seahawk-helikopter fra cirka 225 og 217 meters afstand. Forinden havde dansk militær affyret fire varselsskud.

Den tiltalte har ikke selv affyret skud ifølge anklagemyndigheden.

Retssagen fortsætter onsdag, hvor der afhøres vidner i sagen, inden der fredag eller mandag ventes en dom.

Sag mod formodet pirat fra Nigeria begynder i dag

Mere fra ShippingWatch

Ugens bedste historier på ShippingWatch

Maersk droppede sin stort anlagte blockchain platform, EU blev enig om en foreløbig aftale om at få shipping ind i sit kvotehandelssystem, og tankmarkedet gør sig klar til EU’s forbud mod russisk olie. Her er ugens vigtigste historier på ShippingWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs