ShippingWatch

Analytiker spår mulig opjustering fra DSV

DSV kan komme med en opjustering i eller op til regnskabet for andet kvartal i næste uge, forventer Jyske Bank-analytiker.

DSV med Jens Bjørn Andersen som topchef fremlægger regnskab for andet kvartal 26. juli. | Foto: DSV / PR

Jyske Bank fastholder købsanbefalingen af transportkoncernen DSV, men sænker kursmålet til 1775 kr. fra 1825 kr.

Det skriver bankens analytiker Morten Holm Enggaard i en analyse op til regnskabet for andet kvartal fra DSV, der ventes 26. juli.

Det indikerer et markant kurspotentiale i forhold til slutkursen tirsdag på 1100,50 kr.

”Kursmålet bygger på en antagelse om, at der ikke kommer en global recession i 2022-23, hvilket er en del af forklaring på, hvorfor vi har en så markant upside i DSV,” skriver han.

Hvis økonomierne bliver ramt af en recession, vil DSV være et af de transportselskaber, der bliver mindre hårdt ramt grundet dets asset-light-forretningsmodel, vurderer analytikeren videre og fremhæver desuden, at DSV tidligere har vist, at selskabet er villig til at tilpasse sin forretning i nedgangstider som senest under corona-nedlukningen.

Konklusionen fra Jyske Bank bliver, at der er indregnet rigtig meget negativt i DSV’s aktiekurs i øjeblikket, og banken ser DSV som et godt køb, uanset om der kommer en recession eller ej.

Ifølge Jyske Banks estimater handler DSV i øjeblikket til en 2022-P/E på 13,7x og 2023-P/E på 17,9x, hvilket ikke inkluderer yderligere opkøb.

”I vores optik virker det billigt både absolut og relativt til nærmeste peers,” vurderer Jyske Bank.

Banken justerer sine estimater for driftsindtjeningen (EBIT) i perioden 2022-2024 med henholdsvis 4, 5 og 5 pct.

Således venter banken et EBIT i 2022 på 23,8 mia. kr., mens konsensus i markedet er 23,4 mia. kr. ifølge banken og klart over DSV’s 2022-forventningsinterval om 21-23 mia. kr.

”Vi vil derfor ikke blive overrasket, hvis DSV kommer med en opjustering i eller op til regnskabet for andet kvartal,” skriver Morten Holm Enggaard.

DSV-aktien stiger 1,3 pct. til 1115 kr. onsdag formiddag.

Rapport forudser lavere vækst på markedet for kontraktlogistik

DSV-direktør: Pandemien har tvunget latinamerikanerne til bedre planlægning

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs