ShippingWatch

DSV Panalpina får 1000 ansatte med i nyt sydafrikansk opkøb

DSV Panalpinas nyeste opkøb har 1000 ansatte og styrker forretningen i Sydafrika, hvor speditøren allerede driver en forretning, der blev overtaget med købet af UTI Worldwide i 2016.

Foto: Stine Bidstrup/ERH

DSV Panalpinas opkøb af kurerfirmaert Globeflight til et trecifret millionbeløb vil styrke transport- og logistikkæmpens position på det sydafrikanske marked.

Det fortæller Flemming Ole Nielsen, direktør for investor relations i DSV Panalpina, til Ritzau Finans.

"Globeflight er en virksomhed, der passer rigtig godt ind i de aktiviteter, vi har i Sydafrika, hvor vi er en af markedslederne. Med det her opkøb, styrker vi nogle af vores aktiviteter i landet, og kan lægge Globeflight sammen med de aktiviteter, vi har i forvejen og blive stærkere inden for ekspres- og småpakkelevering," siger Flemming Ole Nielsen til Ritzau Finans.

Da DSV Panalpina købte UTI Worldwide i 2016 fulgte en forretning i Sydafrika med, hvor DSV Panalpina nu har cirka 7000 ansatte.

Globeflight har mere end 8000 kunder og leverer en bred vifte af produkter lige fra undervisningsmateriale over it og udstyr til sundhedssektoren. Selskabet ejer 420 køretøjer, der leverer omkring 330.000 pakker om måneden.

Flemming Ole Nielsen vil dog ikke afsløre, om der er synergieffekter at hente i forbindelse med opkøbet.

"Globeflight har ca. 1000 ansatte og 420 køretøjer til distribution. På den type job er der ikke de store synergier at hente, for du skal stadig bruge en chauffør per køretøj, og der er typisk også et logistikcenter involveret. Men det er klart, at vi vil gå efter, at Globeflight kan flytte ind i de store nye faciliteter, vi har, så der vil nok opstå et overlap på nogle områder," siger han.

Heller ikke prisen for købet af det sydafrikanske firma vil Flemming Ole Nielsen løfte sløret for.

"Vi kommer op i et trecifret millionbeløb, men det skal ses i den sammenhæng, at det er en veldrevet virksomhed, der tjener penge. Det er selvfølgelig et beløb af en pæn størrelse, men set i forhold til vores samlede cash flow er det ikke en væsentlig transaktion," siger han.

Han fortæller dog, at man ikke skal vente en bølge af små opkøb og henviser til, at DSV Panalpina i oktober købte det danske logistikselskab Prime Cargo fra japanske Mitsui-Soko Group.

"Det er ikke sådan, at de nu kommer som perler på en snor. Det sker, når vi finder noget, som passer godt strategisk og lokalt, men det er ikke en generel vækststrategi. Så skal vi godt nok foretage mange små opkøb, før at det rigtig batter," siger han.

DSV Panalpina køber sydafrikansk selskab

DSV forventer nye store sværdslag når opkøbssulten skal stilles igen

Ekstremt marked ud af Kina får DSV til at leje skibe og containere: "Helt ekstraordinært"

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere