ShippingWatch

NTG ser lavere efterspørgsel på søfragt

Efterspørgslen er fortsat dalende i sø- og luftfragt hos NTG, og der er et godt stykke vej op til niveauet fra før pandemien. Bundlinjen stiger dog for den samlede koncern.

Foto: PR / NTG

En stærk udvikling i vej- og logistikdivisionen har løftet bundlinjen hos transportkoncernen NTG Nordic Transport Group i tredje kvartal, mens søfragten fortsætter med at være udfordret af lavere efterspørgsel under pandemien.

For Air & Ocean har NTG i det seneste kvartal omsat for 236,3 mio. kr., hvilket er en tilbagegang fra 303,1 mio. kr. i samme periode sidste år. Det justerede driftsresultat lander på 3,7 mio. kr., og det svarer til mere end en halvering af resultatet på knap 9 mio. kr. i samme kvartal året før.

"De udfordrende markedsforhold for Air & Sea divisionen fortsatte med at være herskende i tredje kvartal af 2020, hvor efterspørgslen ligger markant under de niveauer, som vi så før pandemien," skriver NTG.

Efterspørgslen (på sø- og luftfragt, red.) ligger markant under de niveauer, som vi så før pandemien.

NTG Nordic Transport Group

I de tre måneder frem til udgangen af september omsatte den samlede koncern for 1,36 mia. kr., hvilket er 2,6 pct. mere end i samme periode sidste år.

Bruttoresultatet voksede 18,4 pct. i forhold til sidste års niveau til 317,7 mio. kr., mens bundlinjen blev løftet med 117,3 pct. til 48,0 mio. kr. fra 22,1 mio. kr. i tredje kvartal 2019.

"En rekordhøj driftsmargin på 5,7 pct. i tredje kvartal i år sammenlignet med 3,8 pct. i tredje kvartal 2019 er drevet af vej- og logistikdivisionen," skriver transportkoncernen i regnskabet.

Fastholder hævede forventninger

I Road & Logistics steg det justerede driftsresultat til 73,7 mio. kr. fra 41,6 mio. kr. i tredje kvartal sidste år. I divisionen Air & Ocean faldt driftsindtjeningen derimod til 3,7 mio. kr. fra 9,0 mio. kr.

NTG fastholder de indtjeningsforventninger, som koncernen opjusterede til 22. oktober. Dermed venter selskabet fortsat et driftsoverskud før særlige poster på 240-260 mio. kr. og en omsætning på 5000-5400 mio. kr.

Før opjusteringen ventede selskabet et driftsoverskud på 200-230 mio. kr.

NTG er blevet halvanden milliard kr. mere værd på sit første år på børsen

Freja-opkøb bringer SDK i selskab med NTG, Scan Global og Blue Water

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere