ShippingWatch

Avis: Finansmand vil købe Danmarks Skibskredit for milliarder

Finansmanden Christian Dyvig vil ifølge Børsen betale knap fire milliarder kroner for Danmarks Skibskredit. Men ejerkredsen med blandt andre Maersk kan ikke blive enig om, hvorvidt prisen er attraktiv nok, skriver avisen.

Finansmanden Christian Dyvig, tidligere partner i Nordic Capital og Lundbeck Fonden. Foto: Jens Panduro

Den danske finansmand Christian Dyvig har angiveligt set sig lun på Danmarks Skibskredit, der i sommeren meldte ud, at man var i gang med at undersøge mulighederne for en børsnotering eller et decideret salg. Ifølge Børsen er Christian Dyvigs selskab C.P. Dyvig klar til at betale knap fire milliarder kroner for banken, som er ejet af A.P. Møller-Mærsk, Danske Bank, Nationalbanken og Nordea.

Og i ejerkredsen er der altså ikke enighed om det stående tilbud, skriver avisen med henvisning til anonyme kilder tæt på salgsprocessen af banken.

Ingen af de involverede parter har ønsket at kommentere sagen over for Børsen, og adm. direktør i Danmarks Skibskredit, Erik I. Lassen, understeger, at man melder noget ud, når der er nyt at fortælle.

Efter skriverier om en kommende salgsproces i Berlingske Business, meldte Danmarks Skibskredit sig selv på banen i juni.

"Danmarks Skibskredit har nu iværksat en strategisk undersøgelse af en række muligheder, der kan støtte fortsat udvikling af skibsfinansieringsvirksomheden og forbedre omsætteligheden af aktierne i Danmarks Skibskredit. Undersøgelserne omfatter en børsintroduktion og et salg af aktier," skrev Danmarks Skibskredit dengang i en meddelelse til fondsbørsen i København.

Prøv ShippingWatchs nyhedsbrev to gange dagligt i 40 dage gratis

Ifølge Børsen er Nationalbanken positiv over for tilbuddet fra Dyvig. Banken ejer 19 procent af Danmarks Skibskredit og har historisk været aktionær i blandt andre FIH Erhvervsbank, Nets, DLR Kredit, VP Securities og Danmarks Skibskredit. Allerede i 2014 sendte Nationalbanken et kraftigt signal om, at man ikke længere ønsker at være medejer af kommercielle selskaber.

"Nationalbanken er eller har som nævnt været medejer af flere af de fælles selskaber. Hver af vores aktiebesiddelser har sin egen historie. Jeg vil imidlertid gerne benytte lejligheden til at slå fast, at Nationalbankens rolle på dette område er at være myndighed, herunder overvåger af den finansielle infrastruktur, ikke at være medejer af konkurrenceudsatte selskaber med kommercielle mål. Af samme årsag har vi indledt en proces, hvor vi gradvis vil trække os ud af denne type selskaber," sagde nationalbankdirektør Hugo Frey Jensen på Finansrådets lukkede direktørkonference i september sidste år ifølge FinansWatch.

I 2014 voksede Danmarks Skibskredits resultat imponerende målt i procent. I alt voksede selskabets resultat med 229 procent fra 2013 til 2014 til 1,57 milliarder kroner. Det havde især en forklaring.

"Resultatet, der er stærktpåvirket af tilbageførsler af tidligere foretagne nedskrivninger på debitorer, anses for meget tilfredsstillende set i lyset af de fortsat vanskelige markedsforhold," skrev banken i regnskabet.

Skibskredittens forretningsmodel er stærkt udfordret

Danmarks Skibskredit gøres klar til salg

Danmarks Skibskredits resultat blev flerdoblet i 2014

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere