ShippingWatch

PwC vil sætte sig på Lim-familiens aktiver i olieskandale i Singapore

PwC, der er indsat som administrator af det skandaleramte handelshus Hin Leong Trading, forsøger at få domstolene til at indefryse formue og aktiver hos stifteren O.K. Lim og hans familie. Der er gæld for 3,5 mia. dollar.

Foto: Vivek Prakash/Reuters/Ritzau Scanpix

Flere end 20 banker, der samlet har milliarder af dollars til gode i det kollapsede handelshus Hin Leong Trading, forsøger via rettens vej i Singapore at indefryse formue og aktiver hos stifteren O. K. Lim og hans familie.

Det skriver Bloomberg.

Det er revisionsfirmaet PwC som har bedt the High Court of Singapore om at indefryse aktiver, aktier og likvider hos O.K. Lim og hans to børn. PwC er indsat som administrator i oliehandelshuset, der kollapsede sidste år med en gæld på anslået 3,5 mia. dollar (ca. 22 mia. kr.)

I april sidste år blev det afsløret, at O.K. Lim i årevis havde skjult tab for omkring 800 mio. dollar på oliespekulation i handelshuset. O.K. Lim blev i august anholdt i Singapore og er sigtet for svindel. Strafferammen er op til ti års fængsel og en bøde. Flere selskaber under Hin Leong er i dag sat under juridisk administration.

Retsanmodningen om at indefryse Lim-familiens aktiver blev indgivet til retten i sidste måned, og familien har frist til at komme med eventuelle indsigelser den 13. januar i år. Der er fastsat retsmøde i sagen den 4. marts.

Ifølge Bloomberg udgør Lim-familiens aktiver bl.a. ejendomme i Singapore og Australien, kontanter, investeringer, forsikringspolicer, aktier og klub-medlemskaber. Retsanmodning giver dog Lim-familien lov til at disponere over nogle aktiver, så længe den samlede, ubehæftede værdi af aktiverne i Singapore er på mindst 3,5 mia. dollar.

Singapores store råvaremarked har siden 2020 været under massivt pres efter et par skandaler blandt bystatens store handelshuse. Skandalerne har sendt internationale bankers tillid til bystatens store råvaremarked helt i bund.

Oliehandel udgør en væsentlig del af Singapores råvarehandels sektor, der i 2019 stod for 17 pct. af bystatens bruttonationalprodukt.

Udover skandalen i Hin Leong Trading, har politiet også ransaget handelshuset Zenrock Commodities, som blev beskyldt af storbanken HSBC for at have stillet den samme olielast som sikkerhed hos flere långivere.

Hin Leong-stifter afviser anklager om forfalskede dokumenter

BP sagsøgt for formodet rolle i sag om Hin Leong

Ocean Bunkering står til at dreje nøglen om efter Hin Leong-skandale

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere