ShippingWatch

Noble Group får pusterum med forlænget mia-lån

Det Hongkong-baserede råvarehus har fået forlænget et lån på flere milliarder dollars og har nu fire måneder til at finde nye investorer, der kan hjælpe med en restrukturering af det gældsramte selskab.

Foto: Noble Chartering

Noble Group er midt i en overlevelseskamp, men det store Hongkong-baserede råvarehus har nu sikret sig fire ekstra måneder til at finde nye investorer, der vil være med til at restrukturere selskabets gæld på næsten fem mia. dollars.

Med en forlængelse på 120 dage af en lånefacilitet på to mia. dollars får Noble Group dermed en puster, skriver Bloomberg.

Dog har en anonym investor bedt myndigheden The International Swaps & Derivatives Association (ISDA) vurdere, om forlængelsen af lånet i realiteten udgør et såkaldt restructuring credit event.

Hvis det er tilfældet, kan forlængelsen betragtes som et default swap, og det kan betyde udbetalinger til investorer, der har købt dele af Noble Groups milliardstore gæld.

Kæmpeunderskud i første kvartal

Noble Group fik et stort underskud i 2015, men var derefter i stand til at forbedre resultatet for 2016 til et lille plus. Mange i markedet regnede således med, at selskabet, der opkøber, handler med og transporterer råvarer, var ved at ride stormen af.

Men i maj i år måtte Noble Group så oplyse børsen i Singapore, om at første kvartal tegnede til at ende med et underskud på 130 mio. dollars.

Det kom efter et 2016, hvor selskabet reducerede antallet af medarbejdere med 480 og skar 4,8 mia. dollars af aktiverne.

Datterselskabet Noble Chartering med danske Michael Nagler spidsen, har også været i en restruktureringsproces et par år. Det betød blandt andet, at tørlastrederiet flyttede fra Hongkong til Singapore for et års tid siden og ved den lejlighed også reducerede medarbejderstaben.

Noble Group er ude i en kamp for overlevelse 

Nyt tørlastselskab arbejder kun for Noble Chartering 

Noble Chartering henter ny omsætning i Europa 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs