ShippingWatch

Lloyd's Register: Den tekniske revolution er kun lige begyndt

Vil rederier være med i toppen af branchen, er det afgørende at rykke på de nye teknologiske muligheder for shippingindustrien de kommende år, siger Jesper Aagesen fra Lloyd's Register Marine til ShippingWatch. Flere er i gang.

Foto: Lloyd's Register Marine

Om 15 år vil shippingindustrien formentlig se en del anderledes ud end i dag, hvor digitaliseringen i den grad præger vores verden. De mange nye teknologier er allerede i gang med at revolutionere industrien og vil sandsynligvis tage fart frem mod 2030. Er en reder ikke allerede i gang med at undersøge de nye muligheder, så er det bare om at få kridtet skoene, lyder det fra Jesper Aagesen, der er Area Consultancy Manager for Skandinavien og Baltikum hos klasseselskabet Lloyd's Register Marine.

"Det er vigtigt at branchen omstiller sig. Dels for at overholde mange af de nye miljøkrav, der kommer, men også for at bevare konkurrencedygtigheden (competitive edge), så man hele tiden kan være i front og levere det bedste produkt til slutkunderne, der også stiller øgede krav til rederierne om bæredygtig transport," siger han til ShippingWatch og fortsætter:

"Det vil være en fordel for rederierne, da deres skibe bliver mere effektive, hvilket kan ses på deres bundlinje. Så det er en win-win situation for dem."

Flere rederier har i de seneste år været i gang med denne omstilling og eksempelvis installeret systemer på skibene, som kan overvåge og måle præstationen af de forskellige enheder på skibet og sende data ind til land igen for yderligere analyse. Det drejer sig også om big data, som i dag er lidt et buzz word i industrien, som Jesper Aagesen siger.

Martin Stopford: Shippings forretningsmodel er forældet

"Mange rederier har gjort det i en del år, overvåget deres skibes drift og præstation meget tæt. Derfor vil flere rederier følge efter. Tidligere har man gjort det meget på brændstofforbrug, men på sigt kommer man også til at udbrede det til andre områder, så for eksempel vedligeholdelse af motorer, udstyr og andre komponenter ombord kan drives af sensorteknologi. Det vil blive bredt langt mere ud, end det er i dag, men nogle rederier er i gang," siger han.

Vil sprede sig

ShipppingWatch har tidligere talt med Paolo Tonon, der er CEO for Maersk Maritime Technolgy. Her pegede han blandt andet på big data, som det næste store for industrien, og rederiet har været med til at drive udviklingen af mere energieffektive skibe med sine Triple-E containerskibe. Hver dag downloader Maersk godt to gigabyte data fra hvert skib, der er udstyret med omkring 2.000 sensorer og 450 kilometer kabler. Også rederiet Norden er i gang med at installere teknologi ombord på sine flåder, fremgår det af rederiets blad, Norden News. Et nyt måleudstyr på både tørlast- og tankskibene vil overføre data til rederiet hver time, så det bliver muligt at følge med i de enkelte skibes præstationer på brugen af brændstof. I første omgang gælder det produkttankskibene, og i slutningen af 2016 regner rederiet med at have udstyret installeret på de 26 tørlastskibe.

Selvom ikke alle er helt med på udviklingen endnu, så er den teknologiske revolution i gang, mener Jesper Aagesen fra Lloyd's Register Marine.

"Når først industriens first movers i tæt samarbejde med nogle af udstyrsproducenterne har og er i gang med at udvikle nogle mere avancerede produkter, så vil det sprede sig til det næste lag af rederier. De vil typisk komme nogle år efter, de begynder at adoptere nogle af de ideer, som de andre har sat i gang," siger han.

Millioner fra EU skal kickstarte big data i shipping

Selv har Lloyd's Register Marine i rapporten 'Global Marine Technology Trends 2030' for nylig peget på otte teknologier, der kommer til at spille en afgørende betydning for fremtiden shippingindustri.

  • Avancerede materialer, der gør det muligt at erstatte stålet på udvalgte steder af skibet med f.eks. kompositmaterialer formet i en 3D-printer.
  • Big Data-analyse, der skal sikre opdagelsen af nye sammenhænge i driften med input og bearbejdning af de millioner af data, der bliver tilgængelige med masser af nye sensorer monteret på alle bevægelige dele.
  • Robotteknologi skal bruges til traditionelle tunge løft, men også til at inspicere i krogene, hvor mennesker dårligt kan komme til. Droner kommer også på tale her.
  • Sensorer vil blive tilgængelige til ethvert formål for en overskuelig pris. De kan bruges til at kommunikere data mellem land og skib eller til at overvåge i detaljer i eksempelvis maskineri og andre komponenter.
  • Kommunikation mellem skib og land bliver endnu mere flydende og satellitdata langt mere præcise. Det store men er dog cybersikkerhed og omkostningerne til at sikre sine data.
  • Skibsbygning bliver mere automatiseret, mere integreret og med brug af mere software.
  • Fremdrift og maskinkraft med de nye brændstoffer som LNG, hybridteknologi, brændselsceller, dual-fuel motorer og batteridrift.
  • Smartskib er essensen af den fulde brug af digitalisering og automatisering på skibene

Holistiske værfter

Om 15 år vil den traditionelle dieselmotor stadig spille en væsentlig rolle i skibsfarten, understreger Jesper Aagesen, men de alternative brændstoffer vil være mere udbedt, så branchen kan leve op til de miljøkrav, der træder i kraft det næste årti og allerede er trådt i kraft. Det drejer sig om svovlkravene, der trådte i kraft i 2015 for Øster- og Nordsøen og ved Nordamerika og skærper kravene til brugen af brændstof, der kun må indeholde 0,1 procent svovl. Resten af EU følger efter med krav på 0,5 procent i 2020. Det samme gør resten af verden i enten 2020 eller 2025.

"Vi kommer til at se en vis udbredelse af flydende naturgas (LNG) for nogle skibstyper, mens metanol, som Stena Line netop har taget i anvendelse på ét skib, kan være en mulighed i visse nicher. For shortsea segmentet kommer vi til at se en masse hybriddrift med en kombination af batterier og enten traditionelle dieselmotorer eller LNG eller ren eldrift, hvor man oplader skibet i land enten ved havneophold eller om natten."

Også udviklingen på værfterne bliver interessant at følge, mener han, hvor man vil se mere automatisering og mere avanceret skibsbygning end i dag.

"Mere avancerede skibe vil stille krav til skibsværfterne og dem, der tegner skibene. der skal tænkes i systemintegration og lidt mere holistisk, hvor skibsbygning traditionelt har været meget siloopdelt med en gruppe på skrogdesign, en anden på stålkonstruktionen, en tredje på maskineriet og en fjerde på elarbejde. Det vil være langt mere integreret frem over," siger Jesper Aagesen.

Smartskibe kan blive fremtiden med ny teknologi

Maersk Line får ny ruteoptimerende teknologi

Ericsson og Cobham vil drive big data i shipping

Ny Maersk-chef: Big data er den næste store revolution

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere