ShippingWatch

MPA: Svært at fange al bunkerfusk

Krav om obligatorisk brug af masseflowmetre i Singapore kan umuligt fange al snyd, men det meste, siger Dr. Parry Oei, Director (Port Services), Maritime and Port Authority, til ShippingWatch. MPA arbejder på at udbygge løsningen.

Foto: Insatech

Masseflowmetre kan løse de fleste problemer med snyd, når skibe skal have nyt brændstof ombord. Men ikke alle. Sådan lyder vurderingen fra havnemyndighederne i Singapore, MPA, hvor det er et krav, at alle tankpramme fra 2017 skal have installeret et masseflowmeter.

"Masseflowmetre for at tanke i Singapore Havn bliver introduceret som en del af MPA's løbende arbejde for at bevare vores position som et troværdigt bunkerhub. Brugen af masseflowmetre vil styrke gennemsigtigheden i bunkerprocessen, sikre operationel effektivitet og øge produktiviteten i hele industrien," siger Dr. Parry Oei, Director (Port Services), Maritime and Port Authority.

Branchen har i mange år forsøgt at finde løsninger på fusk med bunkerleverancer, og masseflowmetret kan være med til at sikre, at rederierne får den aftalte mængde brændstof.

"Den ideelle situation er, at alle – leverandøren, køberen og myndighederne, kan være til stede og se, når officeren ombord trykker på knappen for at stoppe bunkeroverførslen, og at ingen kan manipulere med volumen. Den vinkel arbejder vi ud fra," siger han.

Rotterdam strammer grebet om bunker-snyd

Masseflowmetre fanger data elektronisk, når der skal tankes brændstof. Og det planlægger MPA at udnytte, så al informationen under en bunkerlevering bliver sendt elektronisk til de involverede parter. Det gør det muligt for en køber af brændstof, der sidder på den anden side af jorden, at monitorere bunkerleveringen. I øjeblikket arbejder MPA med den lokale bunkerindustri i Singapore om at udvikle en såkaldt Electronic Bunker Delivery Note (E-BDN), der gør det muligt for både leverandøren, køberen og MPA at blive opdateret på bunkeroverførsler i havnen i Singapore, fortæller Dr. Parry Oei:

"På den måde vil vi være i stand til at øge gennemsigtigheden i processen i en bunkerlevering. Systemet vil være i stand til at opdage eventuelle uregelmæssigheder som indførelse af luft, mens lasten bliver pumpet ind i skibet (cappuccino-effekten, red.). Informationen vil være synlig for kontorerne og måske hjælpe til i efterforskningen af bunkertvister," siger han og fortsætter:

"Vi er i gang med at udvikle softwaren nu og arbejder med sælgere og IT-selskaber. Vi begynder med et pilotprojekter på nogle skibe."

Alle skal med

Som nævnt er Singapore den første havn i verden, der indfører obligatorisk masseflowmetre, og processen har været i gang i flere år. I begyndelsen krævede det en del overtalelse af en industri, der er notorisk kendt for at være konservativ, når det kommer til nye initiativer. Men generelt har industrien reageret positivt på tiltaget, som ifølge MPA også vil give rederne kortere ventetid i havnen, fordi det er hurtigere at tanke med teknologien, mens tvister om bunkeringen i større grad ventes at blive undgået, hvilket i dag kan tage mange timer at få hittet ud af. Det betyder både et tab for leverandøren og rederiet, der hver især måske mister henholdsvis en optankning og en tidsplan.

Vil alle leverandører i dag være i stand til at installere masseflowmetre?

"Ja, det er skemalagt fra nu og frem til 2017. Alle skibe skal have systemet installeret i 2017, og nye bunkertankskibe skal have masseflometre installeret, før vi udsteder en licens til dem," siger Dr. Parry Oei.

Kvalitetssikring

Ikke kun fusk, men også faldende kvalitet på bunker med leverandører, der ikke lever op til den seneste ISO-standard, har fået den internationale bunkersammenslutning IBIA til at komme på banen og opfordre hele branchen til at reagere.

Til det seneste møde i IMO’s miljøkomite i oktober pegede IBIA på fælles globale regler for branchen med et licenssystem med konkrete krav og kriterier for leverandører, og som kan fratages dem, der ikke lever op til det. Indtil videre har IMO nedsat en arbejdsgruppe, som skal arbejde med retningslinjer. MPA er enig i, at der skal være fælles globale standarder på bunkering. Derfor samarbejder myndigheden også med Rotterdam, Anterwerpen og Zeebrugge om at harmonisere havnenes regler på LNG.

"Som top bunkerhavn vil vi fortsætte med at hæve vores bunkerstandarder for at sikre fuelkvalitet, kvantitet og gennemsigtighed under bunkeroperationer. Havnen i Singapore støtter IBIA's initiativ om at sikre integritet i bunkerindustrien."

Singapore vil kontrollere handlen med marinegasolie

Rotterdam åben for masseflowmetre

Store forhåbninger til ny metode til bunkerkontrol

Insatech: Snyd med bunker koster redere dyrt

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere