ShippingWatch

Kuratorer jagter omstridt OW Bunker-selskab i Singapore

Kuratorerne i OW Bunkers stærkt omdiskuterede datterselskab i Singapore, der var med med til at trække hele den danske koncern i graven, kræver den lokale partner Tankoil begæret konkurs.

Foto: Ed Wray/AP/POLFOTO/arkiv

Kuratorerne i OW Bunkers omdiskuterede datterselskab Dynamic Oil Trading i Singapore, arbejder på højtryk for at få erklæret den lokale bunkerleverandør Tankoil Marine Services konkurs.

Det bekræfter Pernille Bigaard, advokatfirmaet Plesner og kurator i OW Bunkers konkursbo, over for ShippingWatch.

Parløbet mellem Dynamic Oil Trading (DOT) og Tankoil Marine Services i Singapore anslåes at have kostet op imod 150 mio. USD i kraft af de enorme kreditter, som OW Bunkers datterselskab ydede til den lokale bunkerleverandør.

"Vi har været i Singapore og tale med kuratorerne i Dynamic Oil Trading, som vi samarbejder med, og vi ved, at de arbejder på at få erklæret Tankoil konkurs," siger Pernille Bigaard.

OW Bunker var bank for underleverandør

Hun har som kurator i det danske konkursbo ingen indflydelse på det Singapore-registrede datterselskab, fordi det er i en anden geografisk jurisdiktion, men konkursboet i Danmark har et gigantisk krav mod Dynamic Oil Trading på linie med andre kreditorer i selskabet.

"Det er selvfølgelig yderst interessant for os at få afklaret forholdet mellem Dynamic Oil Trading og Tankoil, men det kan først ske i det øjeblik, at Tankoil erklæres konkurs. Det rigtige væsentlige for os er at finde ud af, hvad der er sket i Singapore. Den viden får vi ikke, før vi får kuratorerne fra vores Singapore-selskab (OW Bunker Far East, red.) ind i Tankoil eller andre andre kuratorer, som vi kan spørge."

Singapore.jpg

Tankoil Marine Services i Singapore var indtil OW Bunkers etablering af datterselskabet Dynamic Oil Trading i efteråret 2012 en yderst beskeden leverandør af skibsbrændstof, men Tankoil voksede på rekordtid til en af de største i Singapore, verdens største bunkerhavn, fordi OW-selskabet ydede Tankoil enorme kreditter og blev brugt som fysisk leverandør til at booste OW Bunkers samlede omsætning.

Her er OWs skjulte gigantforretning i Singapore

Siden den daværende ledelse i OW Bunker under dramatiske omstændigheder i de første dage i november måtte indgive konkursbegæring efter tab i Dynamic Oil Trading i Singapore på 125 mio. USD og tab på spekulative oliekontrakter fra hovedsædet i Nørresundby på 150 mio. USD, har Dynamic Oil Trading, DOT, og partnerskabet med det kinesisk-ledede Tankoil været et mysterium. Også for de danske kuratorer.

OW Bunker førte lokal leverandør op i top 10

DOTs direktør Lars Møller, der blev udpeget som manden bag det overraskende underskud i DOT, der knækkede OW Bunker endeligt, sagde i et interview med ShippingWatch i efteråret 2012 om det nye Singapore-selskab:

"Der er mange årsager til, at vi har valgt at gøre det på denne måde. Vi tror på, at vi kan udvikle en meget stærk organisation, der går tilbage til selve rødderne i bunkerindustrien, og at der er en niche for et selskab, der nyder anseelse i hele forsyningskæden," sagde Lars Møller, der ikke lagde ikke skjul på, at DOT byggede på en "forholdsvis aggressiv vækstplan."

Det store mysterium

Da ejeren af OW Bunker, kapitalfonden Altor, i 2013 forsøgte at sælge OW Bunker til industrielle købere og andre, blev Singapore-datterselskabet fremstillet som en vækstkomet, men det var stort set helt forsvundet i det børsprospekt, som 20.000 investorer købte aktier ud fra et år senere.

Pernille1.jpg
Foto: Carsten Bundgaard, Jyllands-Posten

"Det fremstår som et mysterium, hvor al den olie er blevet af, som er blevet solgt til selskabet Tankoil. Selskabet har ikke betalt for olien, men spørgsmålet er, hvorvidt olien er blevet videresolgt af enten Tankoil eller andre, der måske har undladt at afregne. Vi ved det ikke endnu, men vi har fokus på det, og det er noget, vi forhåbentlig er blevet klogere på inden for de næste par uger. Men ingen tvivl om, at vi taler om næsten uanede mængder olie i dette tilfælde, men hvad der er blevet af den, og hvor pengere er, ved vi ikke," sagde Pernille Bigaard (foto) for nylig til ShippingWatch.

OW Bunker præsenterede DOT som guldæg i 2013

Kurator i OW Bunker: Kæmpetab i Singapore et mysterium

OWs topledelse kendte til kæmpe kreditter i Singapore

Singapore går ind i skandalen om OW Bunker

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere