ShippingWatch

Semco: Gennembrud i Vietnam

”Ny samarbejdsaftale er et vigtigt gennembrud for Semco Maritime. Vi har haft strategisk fokus på markedet for rigprojekter i Sydøstasien gennem de seneste 3-4 år,” siger Hans Peter Jørgensen, Senior Vice President i Semco.

Semco Maritime har indgået en ny samarbejdsaftale med to vietnamesiske selskaber. Aftalen er underskrevet i dag torsdag i forbindelse med statsminister Helle Thorning-Schmidts besøg i landet og møder med den vietnamesiske premierminister Nguyen Tan Dung i Hanoi.

Det nye samarbejde sigter på at gøre Vietnam til et knudepunkt for opgradering og reparation af borerigge til Sydøstasiens store olie- og gasindustri. Semco Maritimes samarbejdsaftale er indgået med PetroVietnam Marine Shipyard og PVD Tech – begge datterselskaber i PetroVietnam gruppen.

Ambitionen med det nye samarbejde er at gøre havnebyen Vung Tau i det sydlige Vietnam til et centrum for opgradering og reparation af borerigge til Sydøstasiens store olie- og gasindustri. Vietnam har i sig selv en olie- og gasproduktion, der er cirka 20 procent større end den danske produktion i Nordsøen.

Medie: Vietnam interesseret i dansk olie- og gasindustri  

”Den nye aftale er et meget vigtigt gennembrud for Semco Maritime. Vi har haft strategisk fokus på markedet for rigprojekter i Sydøstasien gennem de seneste 3-4 år, hvor vi bl.a. har opbygget egne produktionsfaciliteter i Vietnam. Nu bringer vi alle vores kompetencer og erfaringer fra internationale rigprojekter i spil på markedet,” siger Hans Peter Jørgensen, Senior Vice President, Semco Maritime.

Rigprojekter

Med Semco Maritime som hovedentreprenør skal parterne i det nye samarbejde tiltrække rigprojekter i størrelsesordenen 3 til 20 mio. USD fra de internationale rigoperatører, der opererer i området på vegne af en række olieselskaber.

I dag benytter operatørerne i farvandene i og omkring Vietnam faciliteter i eksempelvis Singapore og skal derved bruge 4-5 dage hver vej til at bugsere boreriggene. Det medfører øgede udgifter og tabt arbejdsfortjeneste for mange millioner kroner.

Dansk bunkerselskab åbner i Cambodia 

”De internationale rigoperatører får gennem det nye samarbejde et nyt, konkurrencedygtigt alternativ i Vung Tau. Her råder de vietnamesiske parter over moderne værftsfaciliteter, mens vi bidrager med vores stor ekspertise fra lignende projekter for internationale rigoperatører i Nordsøen,” siger Hans Peter Jørgensen.

500-600 nye vietnamesiske arbejdspladser

Det nye samarbejde får stor betydning for den fortsatte udvikling af Vietnams olie- og gasindustri. Semco Maritime vurderer, at aftalen vil medføre 500-600 nye vietnamesiske arbejdspladser, ligesom den vil indebære en løbende efteruddannelse og opkvalificering af den lokale arbejdskraft.

”Vi glæder os til at kunne bidrage til vækst, udvikling og beskæftigelse i Vietnam og samtidig styrke vores egen position og forretning inden for olie- og gasindustrien i Sydøstasien,” siger Hans Peter Jørgensen.

Semco Maritime har været aktiv i Vietnam siden 2008 og åbnede i 2010 egen fabrik i Vung Tau til produktion af beboelsesmoduler til olierigge. Vung Tau er den vigtigste by i Vietnam til servicering af den voksende offshore olie- og gasindustri.

Avis: Semco tæt på ordregennembrud i Vietnam 

Fremstød for dansk olie- og gassektor i Vietnam 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs