Netværk er nøglen til det norske offshore marked

Man kan komme til at spilde mange kræfter på at komme ind i norsk offshore, hvis man ikke gør sit hjemmearbejde og forstår, at nordmændene er et folk der prioriterer bekendtskaber højt.
”Hvis du endnu ikke er etableret på det norske marked, er de rigtige referencer, danske eller norske, centrale,” lyder det fra Lars Juhl Hansen, der er internationaliseringsrådgiver i Eksportrådet.
Lars Juhl Hansen giver sine råd videre til de godt 100 underleverandørvirksomheder, der er samlet til en konference om forretningsmuligheder inden for offshore olie & gas i Norge, som Marcod afholder i Frederikshavn.
”Der er mangel på arbejdskraft, og udbuddet af arbejde i offshore har aldrig været større. Samtidig har vi i Danmark meget kompetente virksomheder, der står klar til yderligere vækst. Dem håber vi med denne konference at kunne bringe tættere sammen,” siger Niels Christensen, adm. direktør i Marcod.
Rigtige kontakter
Netop at bringe to aktører tættere sammen er ekstremt vigtigt. De rigtige kontakter og en evne til at pleje dem er centrale aktiver, hvis man vil have del i det sorte guld ud for Norges kyster.
”Det er næsten mere kontakter end kontrakter, det handler om. Nordmændene er relations-mennesker, ligesom rigtig mange danskere, så på den måde, er det ikke noget nyt. Nordmændene er lidt mere forsigtige, end danskerne typisk er, oplever vi. Det er ikke sikkert, man får en ordre det første år – der skal måske gå lidt mere tid,” siger Lars Juhl Hansen.
Han mener, at tallene for den norske vækstindustri taler deres tydelige sprog om, at det er en interessant business at komme ind i.
”Der er reserver op til 40 år frem. Der produceres 2,2 million tønder olie om dagen og 95 mia. kubikmeter om året. Og så forventer man investeringer på 186 mia. norske kroner i 2012,” siger Lars Juhl Hansen.
Sikkerhed og certificering er central
Han anbefaler, at man registrerer sig hos leverandørkvalificeringsselskabet Achilles.
”Det er ikke fordi, det er et krav, men det man hører danske virksomheder sige er, at det er en god blåstempling. Så stoler nordmændene på, at du operere i norsk olieindustri. Semco Maritime har tidligere udtalt, at det er et must,” siger Lars Juhl Hansen.
Nordmændene har endvidere stort fokus på sikkerhed. Derfor vil alt det, der får en dansk virksomhed til at fremstå som en sikker og moderne leverandør, tale til virksomhedens fordel.