Tunge navne i Østergaards bestyrelser er tavse efter Dan-Bunkering dom

Klaus Nyborg, bestyrelsesformand i Østergaard-Nielsens USTC-koncern, vil ikke kommentere Dan-Bunkering dommen. Andre prominente bestyrelsesmedlemmer er også tavse. Professor efterlyser en reaktion fra bestyrelsen i bunker-koncernen.
Torben Østergaard-Nielsen har samlet tunge erhvervsnavne i USTC-bestyrelsen: Bl.a. Peter Korsholm (øverst til højre), Klaus Nyborg (nederst til venstre) og Torben Janholt (nederst til højre). | Foto: Collage: USTC/Ørsted/Norden/ Carsten Lundager/J. Lauritzen
Torben Østergaard-Nielsen har samlet tunge erhvervsnavne i USTC-bestyrelsen: Bl.a. Peter Korsholm (øverst til højre), Klaus Nyborg (nederst til venstre) og Torben Janholt (nederst til højre). | Foto: Collage: USTC/Ørsted/Norden/ Carsten Lundager/J. Lauritzen

Det er prominente, erfarne og indflydelsesrige erhvervsfolk, som oliemilliardæren Torben Østergaard-Nielsen har samlet i sine selskabsbestyrelser, der udgør ledelsestoppen af USTC-koncernen i Middelfart.

Vi taler om tunge erhvervsnavne fra toppen af Vestas, Ørsted, DFDS, DS Norden og DSV Miljø.

Normalt er det erhvervsfolk, der er tilgængelige for en kommentar på erhvervsudviklingen eller retningen for et af de mange selskaber, de er involveret i som enten bestyrelsesmedlem, ejer eller direktør.

Men ikke denne gang.

Efter dommen tirsdag i sidste uge i Dan-Bunkering sagen, hvor det USTC-ejede Bunker Holding, datterselskabet Dan-Bunkering og topchefen i Bunker Holding, Keld R. Demant, blev dømt for overtrædelse af straffeloven og EU’s sanktioner i Syrien, har der været tavshed fra den øverste ledelse og bestyrelse i USTC-koncernen.

De tre tiltalte blev dømt for ulovligt at have solgt og leveret store mængder jetbrændstof til russiske selskaber, der ad omveje leverede brændstoffet til det russiske flyvevåben i det sanktionsramte Syrien.

Russiske luftbombardementer var med til at vende krigen i Syrien til fordel for Bashir-al Assad, har Bagmandspolitiet sagt i forbindelse med dommen.

De to bunkerselskaber fik en bøde på i alt 34 mio. kr., Keld R. Demant fik fire måneders betinget fængsel og fortjenesten på 15,650 mio. kr. fra salget af 172.000 ton jetbrændstof skal konfiskeres.

Dommen bliver måske eller måske ikke anket. De tre dømte har frem til tirsdag i næste uge at overveje, om dommen også skal prøves ved landsretten.

ShippingWatch har bedt Torben Østergaard-Nielsen om hans overordnede reaktion på den skelsættende dom. Om dommen og Dan-Bunkering sagen på nogen måde vil få organisatoriske og ledelsesmæssige konsekvenser allerede nu, selv om ankespørgsmålet ikke er afgjort.

Ejeren vil ikke interviewes om sagen

Men Torben Østergaard-Nielsen ønsker ikke at blive interviewet om sagen.

Lysten til at kommentere sagen hos andre vægtige bestyrelsesmedlemmer i USTC og Bunker Holding er også fraværende.

”Det må du ringe til de implicerede og tale med dem om. Jeg har ikke været involveret. Du må tale med Torben Østergaard-Nielsen,” siger Torben Janholt, der er tidligere topchef i rederiet J. Lauritzen og tidligere formand for Danske Rederier.

Torben Janholt har en lang relation til olie-imperiet i Middelfart. Han har siden 2006 siddet i bestyrelserne for Bunker Holding og tankrederiet Uni-Tankers. I ejerselskabet USTC har den tidligere Lauritzen-topchef været bestyrelsesmedlem siden 2010.

Endnu mere ordknap er USTCs bestyrelsesformand Klaus Nyborg.

”Tak for din henvendelse. Jeg har ikke kommentarer til dommen,” skriver Klaus Nyborg i en mail til ShippingWatch.

Tunge poster inden for shipping

Klaus Nyborg har udover formandsposten i USTC og næstformandsposten i Bunker Holding en særdeles fremtrædende position inden for shippingverdenen.

Nyborg er således bestyrelsesformand i det børsnoterede rederi DS Norden, hvis CEO Jan Rindbo er bestyrelsesmedlem i Danske Rederier, og næstformand i færge- og logistikselskabet DFDS.

ShippingWatch har også kontaktet Peter Korsholm for en kommentar, men han er ikke vendt tilbage.

Peter Korsholm har siden 2014 har siddet i bestyrelserne for USTC, Bunker Holding og Uni-Tankers, er tidligere partner og direktør i den store nordiske kapitalfond EQT Partners.

Siden tiden i EQT, hvor han stoppede i 2011, er Peter Korsholm blevet investor i Lomax, der sælger kontorartikler, restaurantkæden Bone’s og DSV Miljø.

Peter Korsholm er i dag bestyrelsesmedlem i det statslige, børsnoterede energiselskab Ørsted.

Nye navne blev hentet i 2014 til ny vækststrategi

Den tidligere EQT-partner blev hentet til Østergaard-Nielsens bestyrelser i 2014, da USTC-koncernen skulle igangsætte en ny vækst- og strategiplan.

Olie- og shipping-koncernen havde indirekte fået et stort prisskilt på sig i forbindelse med børsnoteringen af OW Bunker, der dog siden kollapsede i en større børsskandale.

Samtidigt med Korsholm blev også Morten Hultberg Buchgreitz, der er tidligere koncerndirektør i Ørsted gennem otte år og nu Group SVP for Global Offshore Commercial i vindmøllegiganten Vestas, medlem af Østergaard-Nielsens selskabsbestyrelser.

ShippingWatch har spurgt Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg University Business School på Aalborg Universitet, om hvilke handlemuligheder USTC-bestyrelsen har efter dommen.

”Det bliver svært at sidde i sådan en bestyrelse, og det er det nok allerede. Mange undrer sig over, hvorfor bestyrelsen egentlig bakker op om den linje, som direktøren (Demant, red.) og selskabet (Bunker Holding, red.) har haft”, siger Per Nikolaj Bukh.

”Hvorfor siger bestyrelsen ikke bare, at det ikke var i orden, hvis det er det, man mener? Hvis direktøren og andre ledende medarbejdere har orkestreret det her, så fyrer man dem. Ligesom i sexisme-sagerne og får samtidig kommunikeret klart ud, hvad det er for værdier, man står for.”

Tror du, at hele eller dele bestyrelsen vil trække sig?

”Hvis bestyrelsen eller enkelte medlemmer går midt i det hele, så tager man virkelig afstand. Det vil betyde, at man i bestyrelsen har udtrykt sin holdning, og at der kan have været et flertal for en anden holdning. Det vil være relativt drastisk. Men man kan jo også vælge at lade være at genopstille næste gang”, siger Per Nikolaj Bukh.

Hvordan skal bestyrelsen forholde sig til ankespørgsmålet? (Torben Østergaard-Nielsen er ejerrepræsentant og med i USTC-bestyrelsen og er formand i Bunker Holding)

”Hvis dommen ankes, så har bestyrelsen dermed også sagt, at man bakker direktøren op. Hvis man ikke anker sagen, så får bestyrelsen en mulighed for at signalere en ny holdning til sagen eller blot at tage dommen til efterretning og eventuelt samtidig sige, at man er uenig i dommen. Det sidste kan dog være svært at forklare offentligheden,” Siger Per Nikolaj Bukh.

”Hvis man ikke anker reduceres risikoen for, at anklagemyndigheden anker med et krav om en skærpet dom.”

Bør undersøge hvad der gik galt

”Hvis man ikke anker dommen, får bestyrelsen også en mulighed for at revurdere situationen”, siger professoren.

”Der forestiller jeg mig, at bestyrelsen som minimum har nogle meget intense drøftelser med ejeren, som i sidste ende bestemmer, hvad man står for eller ikke står for. Det er hans virksomhed, og det er ham, der udpeger bestyrelsen”.

Per Nikolaj Bukh vurderer, at det kan føre til, at bestyrelsen beslutter, at man foretager en mere omfattende undersøgelse af, hvad der gik galt, hvem der vidste hvad, og hvem der var involveret?

”Er der en problematisk virksomhedskultur, der skal gøres op med? Er risikostyringen i virksomheden god nok eller har man for lidt kontrol med de yderste led i organisationen?”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også