ShippingWatch

Wärtsilä ramt af lav ordreaktivitet

Den finske leverandør Wärtsilä så salget falde med 11 pct. i tredje kvartal. På den korte bane venter selskabet at se en bedre efterspørgsel i sin maritime forretning.

Foto: Wärtsila/PR/Chris Salvo

Usikkerheden er fortsat stor, men den finske leverandør Wärtsilä venter alligevel snart at se bedre tider ikke mindst inden for sin maritime forretning.

Det sker efter, at Wärtsilä senest så sin samlede toplinje falde med 11 pct. i tredje kvartal. Selvom ordreindtaget lå stabilt i perioden, så har selskabet igennem 2020 også her set en tilbagegang på 14 pct. i årets første ni måneder.

Også den samlede ordrebog er reduceret med 12 pct.

"Det svære marked afspejles i det lave antal ordrer, der blev modtaget i løbet af tredje kvartal, samt faldet i nettosalget fra services og nogle forsinkelser i leverancer af udstyr," siger topchef Jaakko Eskola i en meddelelse.

"I de kommende måneder vil vores solide ordrebog bidrage til et rimeligt niveau af leverancer. Men da serviceaktiviteten sandsynligvis vil forblive afdæmpet, forventer vi, at det resulterende ugunstige salgsmix vil lægge pres på profitabiliteten."

Venter fald på toplinjen

Wärtsilä har i kølvandet på coronakrisen nu genindført sine forventninger til 2020.

På den korte bane venter selskabet at se en forbedret efterspørgsel både inden for markederne for marine og energy. Udsigterne er dog usikre grundet de nuværende markedsforhold.

Når det kommer til toplinjen, venter selskabet desuden at se sit nettosalg dykke med omkring 10 pct. i år set i forhold til 2019, hvor toplinjen dengang viste knap 5,2 mia. euro.

"Profitabiliteten ventes fortsat at være belastet af virkningerne af covid-19, og hvor serviceefterspørgslen ventes at forbedre sig, er det usandsynligt, at den sæsonbestemte pickup vil være så stærk som i foregående år," lyder det i meddelelsen.

Hvor toplinjen senest gik tilbage i tredje kvartal, så landede Wärtsilä på bundlinjen et overskud før skat på 34 mio. euro. En markant forbedring fra et nulresultat på samme tidspunkt sidste år.

Wärtsilä udpegede for nylig en ny topchef til at tage over for Jaako Eskola. Valget er faldet på Håkan Agnevall, som kommer til fra Volvo, og som begynder som ny topchef senest i april 2021

Wärtsilä-chef udpeger igen scrubbere som svagt punkt

Wärtsilä udpeger ny topchef

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere