ShippingWatch

Norsk værft er tæt på ejerskifte

Ifølge Dagens Næringsliv er det norske værft Kleven tæt på at få nye ejer. Udmeldingen kan komme inden for meget kort tid, siger finansdirektør til avisen.

Værftet Kleven har bl.a. tidligere leveret skibe til Maersk Supply Service. Foto: Per Eide, Kleven

Det norske værft Kleven er meget tæt på at få ny ejer.

Det fortæller finansdirektør Ola Beinnes Fosse til Dagens Næringsliv. Samtidig har det norske værft ifølge finansdirektøren standset en tidligere udmeldt proces om at reducere sin faste medarbejderskare med op til 100 personer.

"Vi har nu indsnævret os mod blot én, som vi nu forhandler med. Det er komplicerede diskussioner, men vi tror på, at vi kan fortælle, hvem det er, inden udgangen af måneden. Det kan også ske hurtigere," siger finansdirektøren til Dagens Næringsliv, uden at han dog ønsker at fortælle, hvem værftet forhandler med.

Det mulige ejerskifte kommer efter nogle svære år for det norske værft, hvor sidste overskud var i 2014 ifølge avisen. Fra 2015 til 2018 har værftet haft et samlet underskud på 1,2 mia. norske kr.

I 2017 blev Kleven overtaget af Hurtigruten og flere af dets ejere. I sommeren 2018 blev værftet så overtaget helt af Hurtigruten for at sikre leveringen af to skibe til rederiet, skriver Dagens Næringsliv. Det sidte af de to skibe er netop blevet leveret i december.

Kleven har tidligere leveret skibe til blandt andre Maersk Supply Service.

Norsk værft tabte en kvart milliard kroner i 2018

Hurtigruten overtager store dele af norsk værftsgruppe

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere