ShippingWatch

Dan-Bunkering forklarer ny sag med forveksling af Søren og Syrien

Sagen fra august sidste år, hvor Danske Bank indrapporterede Dan-Bunkering til Erhvervsstyrelsen på en mistanke om levering af brændstof til Syrien, handler ifølge selskabet om en navneforveksling. Dan-Bunkering kan dog ikke få forklaringen verificeret.

Foto: Bunker Holding

Da Dan-Bunkering sidste år blev indberettet til Erhvervsstyrelsen af Danske Bank, der mistænkte bunkerselskabet for at have brudt forbuddet om at levere jetbrændstof i Syrien, skyldtes det en forveksling i et dokument af "Syrien" med det danske navn "Søren".

Sådan lyder forklaringen i alt fald nu fra Dan-Bunkering, der indtil videre har forholdt sig tavst, men som over for det lokale medie Fyens.dk præsenterer sin version af den seneste udvikling i sagen.

Keld R. Demant, CEO i Dan-Bunkerings moderselskab Bunker Holding, bekræfter efterfølgende forklaringen over for ShippingWatch.

Det var Danske Bank, som mente, at bunkerselskabet kunne have brudt sanktionerne mod levering af flybrændstof til Syrien. Derfor ringede banken til styrelsen i august 2018 og fortalte, at en kunde "formentlig" havde overtrådt forbuddet mod at levere jetbrændstof til det borgerkrigshærgede land. Af en senere mail fremgår det, at kunden er Dan-Bunkering.

Det er vores bedste bevis på, at der absolut ikke er noget at komme efter.

Keld Demant, CEO, Bunker Holding

På daværende tidspunkt var Dan-Bunkering allerede blevet meldt til politiet af Erhvervsstyrelsen for at have overtrådt EU's sanktioner under flere leverancer i 2016 og 2017. Men ifølge Dan-Bunkering er de to sager separate.

I stedet skyldes Danske Banks anmeldelse, at der var tale om, at en computer læste det danske navn "Søren" forkert under en handel, som ikke havde noget at gøre med den anden sag.

Keld R. Demant siger til mediet, at sagen opstod pga. en faktura fra en olieleverandør i Spanien, hvor man havde 5000 dollars til gode.

På fakturaen står der angiveligt, at det er "ifølge aftale med Søren". Demant forklarer, at det er Danske Banks korrespondentbank i USA, hvor en computer ændrer Søren til Syren, som sætter sagen i gang.

Konto blev blokeret

Det betød angiveligt også, at bunkerselskabets konto blev blokeret i USA i en uge og åbnet igen i september sidste år.

"Da de finder ud af sagens sammenhæng, bliver dollarkontoen frigivet. Det var i september 2018, og der har jo været hundredvis af transaktioner siden. Det er vores bedste bevis på, at der absolut ikke er noget at komme efter," forklarer Keld R. Demant til mediet.

Demant tilføjer, at han kan dokumentere forklaringen, men siger samtidig at "ingen kan verificere det." ShippingWatch har været i kontakt med Danske Bank, som hverken kan be- eller afkræfte Dan-Bunkerings forklaring om navneforvekslingen.

Som det fremgår af aktindsigten kan vi bekræfte, at vi i august 2018 har været i kontakt med myndighederne

Danske Bank

Det var DR, som mandag på baggrund af et notat fra Erhvervsstyrelsen kunne fortælle om styrelsens henvendelse til banken i august sidste år. ShippingWatch har også fået aktindsigt i dokumenterne, og Danske Bank bekræfter henvendelsen.

"Som det fremgår af aktindsigten, kan vi bekræfte, at vi i august 2018 har været i kontakt med myndighederne," skriver Danske Bank i et skriftlig svar til ShippingWatch.

"Vi foretager løbende overvågning af vores kunders transaktioner med henblik på at sikre, at de lever op til gældende lovgivning, herunder sanktionsbestemmelser. Hvis vi opdager mistænkelige forhold eller potentielle brud på gældende lovgivning, indberetter vi dette til de relevante myndigheder. Vi kan ikke kommentere yderligere på den konkrete sag," lyder det.

Meldt til politiet

Da Danske Bank tog kontakt til styrelsen i august 2018, var Dan-Bunkering allerede blevet meldt til politiet af Erhvervsstyrelsen.

I februar 2017 meldte styrelsen det danske bunkerselskab for at have brudt sanktionerne mod levering af flybrændstof til Syrien. Fyns Politi efterforsker i øjeblikket sagen. Dan-Bunkering har hele tiden fastholdt, at man ikke har overtrådt sanktionerne.

Det var DR, som første gang kunne fortælle om Dan-Bunkerings påståede rolle i levering af flybrændstof til Syrien. Oplysningerne er baseret på et amerikansk retsdokument, hvor det bliver beskrevet, hvordan et selskab over en periode på to år leverede brændstof til to russiske tankskibe i Middelhavet.

FBI og det amerikanske justitsministerium mener, at brændstoffet er blevet sejlet til Syrien i 2016 og 2017, hvor russiske fly gennemførte bombetogter til støtte for præsident Bashar al-Assad. Tusindvis af civile syrere mistede livet under bombardamenterne.

Ifølge DR er det Dan-Bunkering, som bliver omtalt i de anonymiserede retsdokumenter, som ShippingWatch også har læst.

Tidligere har Dan-Bunkering blankt afvist at have overtrådt sanktionerne mod Syrien. Dan-Bunkering er samtidig hverken sigtet eller tiltalt i den amerikanske retssag, hvor otte navngivne russere og syrere er tiltalt for at bryde de amerikanske sanktioner mod Syrien og hvidvaskning.

Danske Bank indberettede Dan-Bunkering til myndighederne

Forsvaret vil have svar i sagen om Dan-Bunkerings rolle i Syrien

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere