ShippingWatch

Domstol giver Aegean mulighed for at fortsætte driften

Den amerikanske konkursdomstol har godkendt kreditfaciliteten hos det nødlidende bunkerselskab Aegean.

Foto: Aegean Marine Petroleum

Det kriseramte bunkerselskab Aegean har fået godkendt sin kreditfacilitet af den amerikanske konkursdomstol i New York.

Godkendelsen forbedrer selskabets likviditet og medfører, at Aegean kan udbetale penge til blandt andet leverandører og medarbejdere, så driften kan fortsætte. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Tidligere denne måned søgte græske Aegean konkursbeskyttelse under chapter 11 i USA. Det skete som led i en omfattende restrukturering af selskabet og med opbakning fra bunkerselskabets største långiver, det amerikanske handelshus Mercuria Energy Group. Handelshuset har stillet 532 mio. dollars til rådighed som finansiering, og for godt en uge siden blev den finansieringsfacilitet godkendt af Aegeans kreditorer.

Med godkendelsen fra den amerikanske konkursdomstol får Aegean adgang til beløbet fra Mercuria, hvoraf de første 40 mio. dollars vil blive frigivet løbende over de kommende 30 dage.

"Selskabet fortsætter med at operere normalt, og alle betalinger til leverandører er blevet foretaget og vil fortsætte med at blive foretaget i løbet af den relativt korte tid, chapter 11 processen forventer at tage," udtaler Donald Moore, bestyrelsesformand i Aegean.

Han tilføjer, at rettens godkendelse er et vigtigt skridt i restruktureringsprocessen for Aegean, og at den nye adgang til kapital gør det muligt for selskabet at fortsætte med at levere services til sine kunder globalt.

Udover at stille med en kreditfacilitet har Mercuria meddelt, at handelshuset i forbindelse med restruktureringen er klar til at overtage hele Aegean. Derfor har Mercuria indgivet et bud til retten på 681 mio. dollars, hvilket gør Mercuria til den førende byder ifølge Aegean.

Aegeans hjælpende hånd klar til at overtage hele butikken 

Her er hårdt pressede Aegeans kreditorliste 

Aegean søger om konkursbeskyttelse i USA 

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs