ShippingWatch

Scrubberleverandør har fyldt ordrebog ind i 2020: "Vi har sagt nej til rigtig mange"

Der er udsolgt af scrubbere i hele 2019 hos Pureteq, fortæller CEO Anders Skibdal til ShippingWatch. Derfor siger leverandøren lige nu nej til godt halvdelen af henvendelserne fra redere, der vil nå at blive klar inden svovlkravene i 2020.

Foto: Pureteq

Med en fyldt ordrebog for hele næste år og godt ind i 2020, hvor svovlkravene fra IMO træder i kraft, er der rigeligt at se til for tiden hos scrubberleverandøren Pureteq.

Selskabet har lige nu så travlt med opgaver, at flere nye bestillinger fra redere bliver afvist, fortæller CEO Anders Skibdal i et interview med ShippingWatch.

"Vi har sagt nej til rigtig mange. Desværre. Vi ville gerne komme dem alle sammen i møde, men det er mere end halvdelen af dem, der kommer i øjeblikket, som vi har sagt nej til," siger Anders Skibdal til ShippingWatch.

Han ser ikke, at salget af scrubbersystemerne kommer til at miste momentum lige foreløbig. Og det er ved at være for sent for de redere, der gerne vil blive klar med scrubbere inden deadline i 2020, men som endnu ikke har fået lagt en bestilling, vurderer CEO'en.

"Rigtig mange forsøger at få dem installeret i 2019, altså inden kravene træder i kraft, men for nogles vedkommende kan det ikke lade sig gøre mere. Efterhånden som det går op for de skibsejere, som gerne ville have haft på i 2019, begynder de at flytte skibene til 2020. Så nu er der allerede måneder i 2020, hvor der også er fyldt op hos leverandørerne," siger han.

Maersk gik scrubbervejen

Udover at de nye regler rykker nærmere, skyldes den stigende interesse ifølge topchefen, at markante spillere med senest Maersk har "valgt at gå scrubbervejen," og det får flere til at følge efter.

"I takt med at det sker, så bliver dem, der ikke har tænkt så meget over, hvad de skulle, pressede," siger han.

Desuden bliver tilbagebetalingstiden forværret, jo længere man venter med at anskaffe sig scrubberne. Derfor peger Anders Skibdal også på de økonomiske fordele.

"Dem, der får scrubbere inden 2020, de får jo lavere omkostninger end dem, der ikke har udstyret. Og det bekymrer selvfølgelig, hvis man får konkurrenter, der har lavere omkostninger end en selv," lyder det fra ham.

Anders Skibdal ønsker ikke at konkretisere Pureteqs salg, eller hvem der er på kundelisten.

Det kommer segment for segment

For Pureteq er det primært skibe inden for tørlastskibe, produkttank og kemikalietank, der driver salget af scrubbere lige nu. Der er tale om skibe, der allerede er på vandet og skal have udstyret installeret.

Desuden, påpeger Anders Skibdal, har containerbranchen ikke rykket på sig længe, og det har banet vej for, at der nu kan ske et stort ryk i den industri.

"Det kommer lidt segment for segment," siger han.

Det er rederier som MSC, der er gået forrest og har været med til at drive udviklingen i containermarkedet. Mens det faktum, at Maersk for nylig valgte også at hoppe med på vognen, giver markedet endnu et skub.

"Når man opdager, at konkurrenterne rykker på noget, så rykker man med. Sådan har det traditionelt været i shippingbranchen. Der er ikke ret mange, der gerne vil være firstmovers, men når der så er et passende antal, der har valgt en løsning, så følger mange med," siger han.

Dødvande er vendt til udsolgt

Det er ellers ikke mange år siden, at situationen så helt anderledes ud for Pureteq. Tilbage i september 2016 fortalte Anders Skibdal til ShippingWatch, at virksomheden ikke havde modtaget en eneste ordre i løbet af det seneste år.

"Generelt er scrubbermarkedet ikke godt. Der er en meget begrænset aktivitet," lød det dengang fra Pureteq-chefen, der bl.a. stoppede med at ansætte nye folk som følge af ordrestoppet.

Det var særligt usikkerheden om, hvorvidt de nye svovlkrav skulle gælde fra 2020 eller 2025, der gjorde markedet svært for Pureteq og andre scrubberleverandører.

Siden faldt valget fra IMO's miljøkomite MEPC på 2020, og det satte gang i ordreindgangen.

Maersk Line vil alligevel have scrubbere 

Hapag-Lloyd sender milliardregning fra svovl videre til kunderne

Rederier vil lukrere på 2020-krav med ny alliance 

Mere fra ShippingWatch

Noreco skifter CEO: "Vi har underpræsteret væsentligt"

Det norske olieselskab har hverken leveret tilfredsstillende i forhold til sin omstillingsstrategi eller investorerne, lyder det fra bestyrelsesformand Riulf Rustad. Det sker i forbindelse med, at selskabets topchef, David B. Cook, mandag er trådt tilbage.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs