ShippingWatch

Bunker Holding køber stor amerikansk konkurrent

Danske Bunker Holding har overtaget en af verdens største mæglervirksomheder inden for bunkers. Forhandlingerne om opkøbet har stået på i et halvt år, fortæller CEO Keld. R. Demant til ShippingWatch.

Foto: Pressefoto

Efter et rekordregnskab i sidste uge er danske Bunker Holding nu igen på banen. Denne gang med nyheden om, at selskabet har overtaget LQM Petroleoum Services, der er et af de største brokerselskaber på det globale markedet for bunkers.

Forhandlingerne om opkøbet har været i gang i et halvt år og er et led i Bunker Holdings vækststrategi.

"Vi har kendt LQM Petroleum Services siden 1980'erne, så egentlig er det svært at sige, præcis hvornår tankerne om et opkøb startede, for det har været på banen flere gange i løbet af de seneste årtier. Men for et halvt år siden blev det så helt konkret, og vi har siden da arbejdet med blandt andet due dilligence processer," siger Keld R. Demant, CEO i Bunker Holding til ShippingWatch.

LQM Petroleoum Services håndterer årligt omkring 10 millioner ton bunkerolie til godt 250 kunder verden over og er stærkt repræsenteret i USA med kontorer i New Jersey, Connecticut, Texas samt kontorer i London, Paris og Singapore. På en global rangliste over bunkerselskaber, hvor Bunker Holding indtager andenpladsen, er LQM Petroleum Services et sted omkring tiendepladsen.

"Med opkøbet er vi stadig på andenpladsen som bunkerselskab - i hvert fald lidt endnu," siger Keld R. Demant, der ikke ønsker at oplyse købsprisen på LQM Petroleum Services.

Verdens største bunkerselskab er efter OW Bunkers kollaps det amerikanske selskab World Fuel Service. Med opkøbet bliver Bunker Holding stærkere på det amerikanske marked.

"LQM er et glimrende match. Virksomheden diversificerer Bunker Holdings forretningsområder ud over trading ved at tilbyde de kunder, der har behov for det, en ren brokerløsning, og den styrker ligeledes vores tilstedeværelse på det amerikanske marked for blue-chip-kunder med høj volumen," siger Keld R. Demant.

Det nyerhvervede selskab vil fortsat være en ren brokervirksomheder under en separat division i Bunker Holding gruppen, hvor blandt andet Dan-Bunkering hører under. Dermed beholder LQM den nuværende forretningsmodel og uafhængighed.

"Om et halvt år er målet, at LQM vil opleve, at de har fået flere medarbejdere, flere kontorer og flere tilfredse kunder," siger Keld R. Demant.

Bliver i familien

LQM har med skiftet fået ny CEO med Marisa Femenia, som er datter af stifterne Gerry og Barbara Van Geyzel. De seneste fem år har hun arbejdet som virksomhedens vicedirektør for Sales and Corporate Development samt bunker broker.

"I Bunker Holding har vi fået en partner med evnen til at skabe en stærk platform for udvidelsen af LQMs brokeraktiviteter i Europa og Asien," siger Marisa Femenia i en pressemeddelelse:

"LQM's position som markedets uafhængige broker vil forblive uændret, men vi ser muligheder for at udvide vores tilbud til vores kunder. LQM's kunder vil opleve den samme gennemsigtige og dedikerede brokerservice som hidtil, og desuden får de adgang til et bredere udvalg af produkter til at opfylde deres kredit- og risikomæssige behov."

Gerry Van Geyzel er udnævnt til formand for bestyrelsen for LQM, hvor han vil blive til minimum slut 2016. Barbara Van Geyzel vil fortsætte i virksomheden i sin nuværende rolle som Senior Executive og Broker.

Klar til konsolidering

I sidste uge kom Bunker Holding med et regnskab, der viste et resultat før skat på 551 millioner kroner i 2014 mod 351 millioner kroner i 2013. Samtidig faldt omsætningen på grund af det store fald i olieprisen fra omkring 60 milliarder kroner i 2013 til 50 milliarder kroner i 2014.

Keld R. Demant fortalte i forbindelse med regnskabet til ShippingWatch, at en konsolideringsbølge efter flere års snak om netop en sådan nu er på vej. OW Bunkers konkurs har imidlertid sat gang i den, og Bunker Holding har i løbet af det seneste halve år ansat flere tidligere medarbejdere fra den nordjyske konkurrent og ønsker at spille en rolle i en yderligere konsolidering, som for alvor vil tage fart de kommende seks til 18 måneder, lød det fra Keld R. Demant:

"Det sker i hele verden og er i høj grad i gang, hvor en række aktører ikke længere ser sig i stand til at finansiere den nuværende forretning eller fortsætte udviklingen og derfor søger mod andre aktører, som de kan blive en del af. Det drejer sig om et sted mellem 25-50 procent af de eksisterende spillere, der er mærkbart påvirket af det. Det er dem, der ikke tids nok er begyndt at arbejde med compliance, at få en egenkapital bygget op, men som har bygget virksomheden alene på tillid. Flere leverandører strammer op på kreditbetingelserne, og det er svært at leve op til, hvis du ikke har en solid organisation."

 

Bunker Holding: Tilliden er væk efter OW Bunkers kollaps

Dansk bunkergigant overtager del af OW Bunker

Konkurrenter ansætter OW-folk

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere