ShippingWatch

Custos: Bevæbnede vagter er fortsat det svageste led

Der er et presserende behov for, at det uregulerede marked for bevæbnede vagter bliver underlagt og kontrolleret af en uvildig tilsynsmyndighed. Det mener sikkerhedsvirksomheden Custos. Som det er i dag, er både danske og udenlandske redere overladt til et uigennemskueligt udbud, hvor det kan være svært at sikre sig mod ”en dårlig vare”.

Det internationale søfartsorganisation BIMCO er ved at færdiggøre et sæt guidelines for, hvordan rederne kan hyre de bevæbnede vagter, som i sig selv er et godt og positivt skridt, siger Stefan Nonboe, partner i Custos, der bl.a. rådgiver rederier om pirateri. Men han mener, det kræver jurisdiktion, løbende kontrol og deraf en konsekvens at komme den lovløshed, som Custos mener, præger dele af markedet, til livs.

”Det er et godt og rigtigt skridt, at der kommer guidelines, som rederierne kan anvende. Men der er behov for at fokusere på selve branchen, både vagtfirmaerne og vagterne, som f.eks. i Danmark kan hyres alene på baggrund af en uplettet straffeattest og 14 dages træning. Danmark har oven i købet flere krav end en række andre lande. Mange af de folk, vi møder, er slet ikke klædt på til jobbet som bevæbnet vagt på et skib,” lyder det fra Stefan Nonboe.

Frømandskorpset

Han har en fortid i Frømandskorpset og forlod Forsvaret i 2003 for at etablere Custos i 2005. Allerede dengang var der bevæbnede vagter ombord på nogle skibe, men uden at det var kendt i offentligheden. Senest er der bl.a. fra officiel dansk side sagt OK til de bevæbnede vagter, men det betyder ikke en regulering af markedet, understreger Nonboe og bemærker, at Custos ikke selv leverer bevæbnede vagter.

”Ultimativt er det svageste led ham med våbenet, altså den bevæbnede vagt. Hvis du skal have jagttegn, skal du på kursus, skal du være dørmand, skal du screenes og uddannes, men der er ikke noget uddannelseskrav til bevæbnede vagter p.t., og der sker nemt fejl i de pressede situationer, der opstår ved et angreb eller formodet angreb. Markedet er alt for lovløst. Optimalt burde man kræve en certificering af vagtfirmaerne og løbende kontrol, fra dansk men helst fra international side,” siger Stefan Nonboe og tilføjer:

”Der er gode og effektive leverandører på markedet, som kan imødekomme og leve op til redernes og det internationale samfunds kvalitative krav, men de er svære at få øje på blandt de mange i det nuværende og formodede endnu større marked fremover.”

BIMCO klar med kontrakt for bevæbnede vagter

Rederier vil blive hængt ud for sløseri 

Mere fra ShippingWatch

Relaterede

Seneste nyt

ShippingWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs