
Flere græske rederier kan være på vej til at flytte forretningen ud af landet efter, at Syriza har genvundet magten.
Regeringspartiet har nemlig lovet sine internationale kreditorer, at man vil hæve skatterne på shippingindustrien, der traditionelt set har nydt særdeles favorable vilkår.
Derfor overvejer rederierne nu, om man skal lette anker og i stedet placere sig i Cypern, England eller Canada. Det fortæller George Gratos, formand for interesseorganisationen Hellenic Chamber of Shipping, til Wall Street Journal.
Grækenland siger god for højere tonnageskat
"Alle de her steder fra Cypern til Vancouver kontakter de græske ejere og prøver at få dem til at flytte, og jeg håber, at alle nu er klar over, at der er en reel risiko for, at mange forlader landet, hvis tingene ikke bliver håndteret korrekt," siger han til avisen.
Samme melding lyder fra den græske reder George Procopiou, der ejer Dynacom, Dynagas og Sea Traders. Han peger på nabolandet Cypern som en oplagt destination.
"Det erhvervsvenlige klima for shipping, som vi ser her i Cypern, er godt eksempel på, hvad man kan opnå, når private og statslige aktører arbejder sammen," sagde han ifølge Wall Street Journal under en konference i den cypriotiske hovedstad Limalsol.
Græske skibsredere frygter skattebombe
Det er langt fra første gang, at den græske shippingindustri truer med at flytte, hvis skatterne bliver hævet. Der er dog lettere sagt end gjort, og derfor vil man næppe se en masseudvandring, vurderede den græske shippingrådgiver Marina Tzoutzourak for nylig i et interview med ShippingWatch.
"De fleste af de små og mellemstore er ikke villige til at flytte ud. Det er alt for dyrt at flytte. Jeg snakkede med nogle af de mindre selskaber for få uger siden, som sagde, 'vi vil ikke gøre det. Vi overvejer det ikke engang'," sagde hun.
Flere lande på strandhugst blandt de græske redere
Grækenland sætter deadline for privatiseringer af havne