ShippingWatch

Sydkoreas dark horse udfordrer Andreas Nordseth

Valget af den nye generalsekretær til IMO er langt fra afgjort, selvom flere har peget på danske Andreas Nordseth som en klar topkandidat. Den sydkoreanske kandidat, Ki-tack Lim, har sat en offensiv ind frem mod det afgørende møde i slutningen af juni.

Foto: IMO

Selvom danske Andreas Nordseth af flere i branchen bliver anset som et stærkt kort, om ikke det stærkeste, til ny generalsekretær for FN's internationale organisation IMO, kan meget nå at ændre sig frem mod valget i slutningen af denne måned.

Sådan lyder vurderingen fra flere kilder over for ShippingWatch. Især to kandidater er blevet fremhævet, da valgkampen for alvor gik i gang med offentliggørelsen af den endelige kandidatliste den sidste dag i marts.

Som nævnt, danske Andreas Nordseth, direktør Søfartsstyrelsen, sammen med Andreas Chrysostomou fra Cypern, der har en mangeårig karriere i IMO bag sig. Men de kan ikke vide sig sikre. Kandidaten fra Sydkorea Ki-tack Lim nævnes af flere som en potentiel dark horse med mulighed for at ændre på udfaldet. Modsat de to Andreas'er siges han at være kommet for sent med sin valgkamp, men det er ikke altafgørende. Som altid i FN-systemet kan der gå storpolitik i den, og det er måske også det, man håber på fra koreansk side.

Ulempen for Sydkorea

En anden bekymring er nemlig, at man ikke vil vælge en generalsekretær fra Asien, da afgående Koji Sekimizu kommer fra Japan. IMO-systemet vil traditionelt gerne fremme, at forskellige nationer kommer til at sidde i toppen, og det kan ses som en ulempe for Sydkorea. På den anden side er det sædvane for en generalsekretær at sidde to perioder, og det bliver ikke tilfældet for Sekimizu. Derfor er det langt fra umuligt at Korea stadig er med i front, når der skal træffes et valg, vurderes det.

Sydkorea.jpg
Foto: Ki-tack Lim

Foto: Ki-tack Lim

Samtidig anser Sydkorea sig selv som en samlende part. Med 171 medlemsstater fra både industrialiserede- og udviklingslande opstår der ofte diskussioner og skel mellem de to fronter, hvor nogle er mere omstillingsparate end andre, simpelthen fordi de har råd. Sydkorea hører hverken til den ene eller anden gruppe, men har været igennem en langsommere udvikling og kan kan derfor måske sætte sig bedre ind i nogle pointer, lyder skudsmålet.

"Vi har set valg som det her før, og ingen ved noget, før det er afgjort," siger en kilde til ShippingWatch.

Kandidaterne

Ki-tack Lim er i dag direktør for Busan Port Authority. Han er uddannet fra Korea Maritime and Ocean University og har i næsten 30 år arbejdet som en del af Sydkoreas maritime administration under de forskellige regeringer. Han har desuden været aktiv i IMO midten af 80'erne og har et godt internationalt netværk. På den måde minder hans profil om Andreas Nordseths, bemærkes det. Begge har maritim viden og er vellidte af erhvervet.

Valgmaterialet fra Ki-tack Lim ligner flere af de andre kandidaters med fokus på at implementere de allerede vedtagne konventioner, skibsfarten som global industri med globale krav, miljø, sikkerhed og et effektivt sekretariat.

Valgkampen om IMOs toppost er skudt i gang

I alt stiller seks kandidater op til topposten i FN-organisationen. Udover danske Andreas Nordseth, cypriotiske Andereas Chrysostomo og Ki-tack Lim fra Sydkorea er der også den russiske kandidat, Vitaly Klyuev, der er vicedirektør i det russiske transportministerium. Han spås ikke store chancer, især på grund af Ruslands annektering af Krim. På listen er også kenyanske Juvenal Shundu, som tidligere er blevet nævnt som en mulig overraskelse til generalsekretærposten. For mindre end en måned siden gik der dog rygter om, at hans kandidatur måske vil blive trukket tilbage på grund af for lille interesse.

Den sidste kandidat er filippinske Max Mejia, der leder Philippine Maritime Industry Authority og er stærkt forankret i arbejdet med at skabe bedre vilkår for filippinske søfolk og certificere dem. Mejia nævnes også som en udfordrer til posten og et godt kort fra Asien. Han er dog ikke særlig velkendt i IMO som Nordseth, Chrysostomo og Ki-tack eksempelvis er.

Rådet i IMO holder møde fra den 29. juni til den 3. juli og skal her vælge den nye generalsekretær, som skal endeligt godkendes af IMO's Assembly - IMO's forsamling - i november i år.

IMO rykker på globale svovlkrav

Danmark og Cypern kæmper om IMO's generalsekretærpost

Her er de endelige kandidater til toppost i IMO

 

 

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere