ShippingWatch

Thorco: Markedet for multipurpose vender om lidt

Det nuværende shippingmarked er ikke en fest, men det kan det blive om få år, mener bestyrelsesformand i Thorco, Thor Stadil. Det skal hans rederi vinde på, siger han til Shippingwatch.

Stadil-familiens rederi Thorco har vokset sig langt større i 2013, og nu skal den nye store flåde erobre markedet for multipurpose, som populært sagt beskriver alt det, som er for stort til at være i en almindelig container. Som det ser ud nu, er multipurpose et stærkt deprimerende marked, men det vil vende snart, lyder forventningen fra bestyrelsesformand i rederiet Thor Stadil.

"Jeg regner med, at vores marked forbedres væsentligt i de næste par år. Der vil stadig være tonnage, der udgår, og der skabes mere og mere handel i verden. I vores regnskab vil der være helt andre positive tal om et par år," siger han til ShippingWatch.

Få flere nyheder om shipping - få ShippingWatchs nyhedsbrev gratis to gange dagligt

Thorcos resultat har i de seneste to år ligget på omkring 1 mio. USD, og for i år forventer Thorco, at rederiet vil få break even - det vil sige et resultat omkring nul.

"Vores vurdering er, at i vores branche skal man lige nu være glad for break even. Raterne er meget lave, markedet er hårdt, så vi er tilfredse for nu," siger Thor Stadil.

Thorco fik sidste år tilføjet 40 skibe til flåden, der i forvejen var på 50 skibe. De nye skibe kom fra en aftale med Clipper, som fortsat ejer skibene, der i dag drives af Thorco. Derudover har Thorco selv købt flere nødlidende skibe op, så flåden hos Stadil-rederiet i 2013 landede på cirka 100 skibe. Omsætningen i 2013 lå på 190 mio. USD, en omsætning som sammen med resultatet på 1 mio. USD blev karakteriseret som tilfredsstillende ud fra omstændighederne for markedet.

I omsætningstallet indgår ikke omsætningen fra de joint ventures, som Thorco er med i.

Bulkmarkedet spøger

Selvom Thor Stadil forventer et bedre marked for Thorco i de kommende par år, er der dog også forhindringer på vejen.

"Thorco er stærkt afhængig af bulkmarkedet. Går det godt på bulkmarkedet, sejler de store bulkskibe kun med tørlast, mens hvis bulkmarkedet ikke har det så godt, så risikerer vi, at skibene tager flere af de laster, som er egnet til os," siger han.

Flere analytikere peger på, at tørlastmarkedet vil gå forsigtigt frem i andet halvår, men det er ikke en sikkerhed, som Thorco fuldt og helt kan regne med. En anden usikkerhed for Thorco kunne være det nye samarbejde med Clipper, hvor to organisationer skal arbejde sammen om mange nye skibe. Men Thor Stadil siger kontant, at rederiet ikke har "interne udfordringer."

Konkurrenterne til Thorco står naturligvis i samme situation, men Thor Stadil vurderer, at Thorco godt kan vinde over konkurrenterne - primært på grund af personalet, som han karakteriserer som "ekstremt gode ansatte med den rette iver, der ikke kun arbejder 9-17."

Bestyrelsen består i dag af Thor Stadil som formand og herudover Thomas Mikkelsen, som ligeledes er direktør i rederiet, og Christian Nicholas Stadil. Efter fusionen med Clipper indtrådte partner og en af Clippers to CEO's, Kristian Mørch, i bestyrelsen.

Ledelsen ser sådan ud, efter at Thorco i maj afskedigede den daværende CEO i Thorco, Henrik Ramskov, som var tiltrådt i sommeren 2013. Efter afskedigelsen kom Thomas Mikkelsen, der også som CEO før Ramskov, tilbage til direktørposten, som han nu deler med Kent Hedegaard.

Thorco fik et plus på en mio USD i år 1 med Clipper 

Avis: Thorco på vej på børsen 

Thor Stadil nedtoner børsnotering af Thorco Shipping  

Mere fra ShippingWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs