CMA CGM opnår bedre kreditvurdering
Kreditvurderingsbureauet Moody's tildeler i deres seneste analyse CMA CGM, verdens tredjestørste containerrederi, en "corporate family rating" på "B2" mod tidligere "B3". Samtidig er risikoen for en misligholdelse af rederiets gæld mindsket, skriver Moody's, og udsigterne er stabile.
"Vi har opgraderet CMA CGM's vurdering til "B2" for at anerkende selskabets tilbagevenden til en mere stabil driftsmæssig og finansiel profil efter den gennemførte restrukturering og den styrkede likviditet efter salget af 49 pct. af sin havneforretning og et kapitalindskud på 150 mio. dollar," udtaler kreditanalytiker Marco Vetulli fra Moody's i en meddelelse.
Efter styrkelsen af CMA CGM's likviditet kan rederiet nu rette al sin opmærksomhed mod driften i et marked, som dog er volatilt, noterer Moody's.
"CMA CGM er et af de mest effektive selskaber i containerbranchen på grund af dets løbende og vellykkede indsats for at forbedre omkostningsstrukturen," skriver Moody's.
Selv hvis fragtraterne fortsætter på et lavt niveau i de kommende 12-18 måneder på grund af branchens kroniske overkapacitet, kan CMA CGM fastholde sin "B2"-karakter, vurderer bureauet.
/RITZAU FINANS
CMA CGM topper Maersks rateløft