Torm slår konkurrenterne på indtjeningen

Torms organisation synes at have leveret et vigtigt bidrag til den proces, som rederiets ledelse og ejere, bankerne, har indledt over for potentielle investorer i år.
Torm, der opererer verdens største flåde af produkttankskibe, har målt på skibenes daglige indtjening udtrykt i TCE (Time Charter Equivalent) eller spotrater per dag, med en enkelt undtagelse præsteret bedre og i nogle tilfælde markant over flere af de rederier, Torm oftest kan sammenlignes med.
Det fremgår af nogle af de halvårsregnskaber, der er offentliggjort inden for de seneste uger fra rederier som bl.a. Scorpio Tankers, d'Amico, Teekay og Norden, der modsat Maersk Tankers og mange andre ikke-børsnoterede selskaber og operatører offentliggør disse tal.
Torm har for rederiets vigtigste og mest eksponerede segment, MR-skibene, i 2. kvartal opnået 17.060 USD per dag. Tilsvarende har DS Norden opnået 15.798 USD per dag, Teekay har i samme kvartal hentet 14.900 USD, mens d'Amico har offentliggjort et tal på 13.929 USD om dagen, der dog er en kombination af både MR og Handysize.
Kinesisk gigant satser på oversøisk marked for produkttank
Brokerfirmaet Clarksons' benchmark for MR i samme periode var 13.326 USD per dag.
Torms daglige indtjening ligger således markant over markedet og flere af rederiets kendte konkurrenter. Til gengæld har det aggressive Scorpio Tankers, der er børsnoteret i New York, hvor der løbende er hentet kapital til et gigantisk nybygningsprogram af øko-produkttankskibe, slået Torm på MR med ca. 800 USD om dagen i 2. kvartal med et samlet TCE på 17.840 USD.
Økoskibene
Tina Revsbech, chef for Torms tankdivision siden 2010, vil ikke kommentere konkurrenternes tal, men hun tilskriver økoskibene i Scorpio Tankers en del af forklaringen på, at Scorpio har gjort det bedre end Torm i 2. kvartal.

"Jeg synes, vi har leveret nogle rigtig flotte resultater i de seneste kvartaler med det hardware, vi har. Det er vi meget stolte af. Om økoskibene tror jeg, vi har brug for noget mere statistik over en længere periode for at se, hvor stor forskellen egentlig er. På papiret er der ingen tvivl om, at den er betydelig, men en lang række andre faktorer spiller ind, når først et skib kommer ud at sejle. Udviklingen med økoskibene er positiv og spændende, men jeg synes, vi må vente at se, hvor meget mere effektive de er," siger Tina Revsbech.
Koreansk værftsspecialist i produkttank taber stort
Hun peger bl.a. på, at Torms MR-skibe i gennemsnit ligger i havn ca. 40 procent af tiden, hvor et økoskib i hvert fald ikke henter de 3-4.000 USD om dagen i brændstofbesparelser og andet, som det visse steder har været hævdet, at skibene kan levere.
Siden 2010 har Torm arbejdet minutiøst på at forbedre tankrederiets operationelle platform, der med Tina Revsbechs ord har drejet sig om at "nedbryde siloerne" og få folk til at arbejde bedre sammen på tværs, dvs. teknisk afdeling og tankafdelingen, fordi den tekniske afdeling leverer meget af det, tankdivisionen sælger.
"Rent organisatorisk har det overordnet set ikke ændret sig, men en række forhold har betydet, at vores drift er blevet væsentligt forbedret. Vi har kontorer i de tre store olieområder i USA, Europa og Singapore for at kunne servicere kunderne i deres tidszoner, og samarbejdet blandt disse tre kontorer er blevet tættere. Det har betydet, at verden for os er blevet lidt mere flad, vi har fjernet nogle lag, og vi er hundrede procent fokuseret på vores kundeservice og optimering af indtjeningen," siger Tina Revsbech.
Norden tæt på sine strategiske mål i produkttank
Siden 2010 har Tom ligeledes forladt forskellige poolsamarbejder bortset fra den såkaldte LR2-pool med Maersk Tankers.
"Vi er glade for samarbejdet med Maersk Tankers, men for MR-, LR1- og de handy-skibe vi har, er vi ikke længere begrænset af pools. I dag kører vi det hele sammen, så vi på mange måder afspejler den måde, vores kunder er organiseret på. For eksempel har vi ofte kunder, hvor det er den samme person, der dækker forskellige segmenter. Så vi har faktisk ændret den måde, vi går til markedet på," siger Tina Revsbech.
I alt har Torms tankafdeling omkring 50 ansatte på de tre kontorer i USA, Europa og Singapore. Indtil for få år siden talte afdelingen omkring 70 medarbejdere.
Fremgang i driften
Torms regnskab for 1. halvår 2013 viste en tydelig bedring i driftsresultatet fra et minus i tilsvarende periode 2012 på 30 mio. USD til et plus på 61 mio. USD i første halvdel af indeværende år.
Det er markant stigende rater i produkttank, der løfter Torms resultat. Fragtraterne på spotmarkedet for LR2 udgjorde i 2. kvartal i år 15.346 USD om dagen eller 50 procent mere en samme periode 2012, mens spotraterne i LR1-segmentet tilsvarende steg med 27 procent. I Torms største segment MR steg spotraterne med 48 procent i forhold til samme periode 2012.
Efter Torms omfattende aftale med banker og tonnage-partnere om selskabets fremtid og efter et afsluttet regnskab for 1. halvår 2013, har rederiet sammen med finansielle rådgivere indledt en proces om de langsigtede ejerforhold eller "kapitalstruktur", som Torm selv udtrykte det i regnskabet, der blev offentliggjort torsdag i sidste uge.
Det betyder i realiteten sonderinger om nye private investorer i Torm, som helt eller delvist vil overtage de nuværende storaktionærers, bankernes, gæld og egenkapital. Det kan være fonde eller rederier eller en kombination af de to.
Torm i forhandlinger med nye investorer
Meldgaard: Torms gæld er ikke holdbar
Scorpio Tankers ønsker flere penge til ekspansion
Relaterede artikler:
Scorpio Tankers ønsker flere penge til ekspansion
For abonnenter