Ratefald har kostet OOCL dyrt

Priskrigen på Asien-Europa i andet kvartal kan aflæses i en faldende omsætning hos Hong Kong-baserede OOCL.
Foto: Hanjin
Foto: Hanjin
RITZAU FINANS

Den hårde priskrig på ruterne mellem Asien og Europa i andet kvartal har sat sit tydelige præg i regnskabstallene fra Maersk Lines Hongkong-baserede konkurrent, Orient Overseas Container Line, OOCL. Over en bred kam er omsætningen for rederiet i kvartalet gået langt mere tilbage end volumen, og på ruterne fra Asien til Europa er udviklingen specielt voldsom.

I andet kvartal blev containerrederierne kastet ud i endnu en priskrig på ruten, der er præget af overkapacitet og sløv efterspørgselsvækst. Ifølge Shanghai Shipping Exchanges spotrateindeks, SCFI, faldt spotraterne mellem Asien og Europa fra 1070 dollar per tyvefodscontainer, teu, i ugen, der sluttede den 3. april til 514 dollar i ugen, der sluttede 21. juni.

Samlet for OOCL faldt volumen målt på teu med 2,6 pct. år til år i andet kvartal, mens omsætningen dykkede med 9,8 pct. til 1,41 mia. dollar. For ruterne mellem Asien og Europa var volumenfaldet på 7 pct. til 208.110 teu, mens omsætningsfaldet var på hele 24,9 pct.

Kigger man på halvåret faldt volumen med 1,5 pct. samlet, mens omsætningen dykkede 3,7 pct. Halvår til halvår dykkede volumen på Asien-Europa med 2,7 pct., mens omsætningen faldt 6,9 pct.

Underskud

Torsdag vurderede det singaporeanske analysehus UOB Key Hian, at rederierne Neptune Orient Lines og China Shipping Container Lines begge vil levere underskud i andet kvartal.

UOB Kay Hian venter, at Neptune Orient Lines vil have et tab på 150 mio. dollar i andet kvartal mod et plus på 76 mio. dollar i første kvartal.

China Shipping Container Lines ventes at tabe 1 mia. HK dollar i andet kvartal, hvilket skal lægges oven i et tab på 689 mio. HK dollar i første kvartal. Det vil samlet gøre tabet større end under den seneste ratekrig, hvor selskabet i første halvår 2012 tabte 1,28 mia. HK dollar.

Maersk Line omsatte i første kvartal 2013 for 35,7 mia. kr. og hentede et overskud på 1150 mio. kr. I første kvartal 2012, hvor spotraterne ligeledes var på omkring 500 dollar grundet en hård priskrig, omsatte Maersk Line for 35,8 mia. kr. og tabte 3402 mio. kr.

RITZAU FINANS

Containergiganter rygtes i rødt i andet kvartal 

Container-trio lancerer intra-Asien service 

SeaIntel: Raterne på Asien-Sydamerika styrtdykker 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også