De sagde nej til mere ansvarlig ophugning

Ikke alle lande i EU var lige opstemte på at vedtage aftalen om mere ansvarlig ophugning af EU-ejede skibe. En aftale, der blandt andet skal være med til at bremse beaching, hvor skibe bliver skrottet på strandene i Sydøstasien under stærkt kritisable miljø- og arbejdsforhold. Faktisk var det på et hængende hår, at den længe ventede aftale, blev vedtaget i Bruxelles i sidste uge.
Fire lande stemte imod, mens tre helt undlod at stemme, hvilket i princippet har den samme effekt som et nej. Havde bare et mellemstort land mere gået "den forkerte vej", som en kilde siger, så havde der ikke været flertal for aftalen. Ifølge ShippingWatchs oplysninger stemte Cypern, Malta, Bulgarien og Estland nej, og det er der ifølge kilder tæt på processen ikke så meget overraskelse i.
Flagstater
Både Cypern og Malta har store interesser i at bevare EU-flåden, da mange redere har placeret deres flåder under landenes flag. I løbet af de mange forhandlinger om aftalen har flere luftet bekymring for, at forslaget ville komme til at betyde udflagning fra flere rederes side, så de kan undgå de mere stramme krav til ophugning. Og det har sandsynligvis fået Cypern og Malta til at gå imod forslaget, peger kilder på.
NGO frygter udflagning som svar på ophugningsregler
Den helt store overraskelse var derimod Ungarn, som afstod fra at stemme. Landet har hverken skibe, havne eller store interesser i skibsfarten.
"Ingen ved hvorfor. De har ingen interesser, de udviste aldrig nervøsitet over aftalen, men til slut sagde de, at de ikke ville stemme," siger en kilde tæt på processen til ShippingWatch.
Grønt image kom ikke igennem
Også den store shippingnation Tyskland afstod fra at bruge sin stemme. Angiveligt fordi transport- og miljøministeriet havde forskellige syn på aftalen. Hvor iljøministeriet ville stemme ja, ville transportministeriet stemme nej, og det fik i sidste ende landet til at afstå fra at stemme. En overraskelse for flere, som peger på Tysklands grønne image og ikke mindst store antal af redere.
Nu skal Parlamentet og Ministerrådet officielt vedtage aftalen, hvorefter EU-Kommissionen skal udarbejde en såkaldt positivliste over godkendte ophugningsfaciliteter i og uden for EU. Det har den mellem tre og fem år til at få på plads. Ophugningskravene tyder derfor på at træde i kraft senest i 2018.
NGO tror ikke på aftale
Flere NGO'er har været ude og kritisere aftalen for ikke at være ambitiøs nok. Særligt fordi det ikke lykkedes at få en finansiel mekanisme med i forslaget. Ideen om en såkaldt ophugningsfond, hvor skibe uanset flag skulle betale en afgift, når de lagde til havne i EU, blev nemlig nedstemt i Parlamentet. Pengene i fonden skulle have været med til at finansiere EU-redernes fremtidige ophugning på godkendte faciliteter, som vil blive dyrere end den kritiserede ophugning i Sydøstasien.
Derudover frygter NGO'erne, at den nye aftale vil undtage skibe fra Basel-konventionen, der regulerer transport af farligt affald. De advarer ifølge Sustainable Shipping om, at "der er klare og overbevisende juridiske synspunkter, som beviser, at denne ensidige fritagelse af skibe er en overtrædelse af de EU-retlige forpligtelser i forhold til Basel-konventionen og dens Basel Ban Amendment (forbud mod eksport af farligt affald fra de 29 rigeste lande i OECD, red.)".
Direktør for NGO'en Shipbreaking Platform, som for nylig offentliggjorde en liste over, hvilke lande, der har skrottet skibe på strandene i Sydøstasien, siger:
"EU-institutionerne har ikke bare skabt et retsligt dilemma for sig selv, men også for alle de 27 medlemsstater, der er parter i Basel-konventionen. Alle må forsone sig med, at det er ulovligt ikke at leve op til de internationale forpligtigelser," siger hun ifølge Sustainable Shipping og fortsætter:
"Vi er bekymrede for, at manglerne i forordningen vil gøre den ineffektiv - og værre endnu, at EU er med til at sætte en farlig præcedens for andre industrier, der gerne vil undgå at stå til ansvar for international miljølovgivning."
"Nu må EU ratificere Hongkong-konventionen"
Relaterede artikler:
"Nu må EU ratificere Hongkong-konventionen"
For abonnenter
Flere EU-lande tøver med støtte til ansvarlig ophugning
For abonnenter