USTC fik lavere omsætning i hårdt marked

Nedgang prægede regnskabsåret 2012/2013 for Selfinvest, der er moderselskabet bag United Shipping & Trading Company, et af Danmarks ti største selskaber målt på omsætning. Nettoomsætningen landede på 61,8 mia. kr. mod 68,4 mia. kr. året før. Samtidig faldt resultatet før skat til 167 mio. kr. fra 370 mio. kr. i regnskabsåret 2011/2012.
Resultatet behager ikke manden i toppen af Selfinvest, Torben Østergaard-Nielsen:
”Jeg er naturligvis ikke helt tilfreds med det samlede resultat. Men når man ser på de svære markedsvilkår, det er opnået under, og ikke mindst at året er belastet af en ekstraordinær nedskrivning af rederiets flåde på i alt 189 millioner kr., så har det alt i alt været et acceptabelt år,” siger han.
USTC ejer tre forretningsområder nemlig Shipping Holding, hvori Shipping.dk indgår, Uni-Tankers og Bunker Holding, der indeholder blandt andet Dan-Bunkering og Oil Risk Management. Nedskrivningen på 189 mio. kr. er sket i Uni-Tankers' flåde.
Forbedret egenkapital
Selvom omsætning og resultat er faldet, har selskabet forøget sin egenkapital til 1,9 mia. kr. mod 1,8 mia. kr. året før. Det betyder ifølge selskabet selv, at direktionerne i de forskellige datterselskaber kan følge deres fastlagte vækststrategier, selvom vilkårene i branchen er svære.
"At der er lyst og vilje til fortsat at investere, viser det nylige opkøb af flere skibe fra bl.a. rederiet Erria, styrkelse af medarbejderstaben, nyt hovedkontor for koncernen i den nyrenoverede turbinehal i Middelfart, samt indskud af yderligere egenkapital i nogle af koncernens selskaber," skriver selskabet i meddelelsen.
Ændret organisation
I efteråret satte Torben Østergaard-Nielsen gang i en proces, der startede med en ændring af bestyrelserne i alle forretningsenheder.
”Som ejer af en stor og forgrenet organisation er det min fornemmeste opgave at sætte det rigtige hold, og med de nye bestyrelser er vi blevet bekræftet i, at vi har truffet de rigtige valg, da vi får meget engageret og kompetent sparring,” siger Torben Østergaard-Nielsen.
Næste trin i processen er at ændre hans egen rolle i koncernen, så Torben Østergaard-Nielsen træder ud af direktionen i Bunker Holding, for fremover at kunne fordele tiden mere ligeligt mellem de tre forretningsområder og andre bestyrelseshverv.
Global Risk Management øger resultatet
Relaterede artikler:
Global Risk Management øger resultatet
For abonnenter
Skibsrederen ved Lillebælt
For abonnenter
USTC: Nu matcher vi de store konkurrenter
For abonnenter