Maersk Line opnår rabat på Triple-E
Spørgsmålet om, hvorvidt prisen på Maerks Triple-E på 190 mio. USD stykket, har været for høj sammenlignet med priserne på dagens marked, har været meget diskuteret af flere mæglere i løbet af det sidste stykke tid. Nu bekræfter Michael Storgaard, group press officer ved Maersk Line, over for ShippingWatch, at rederiet har opnået en prisreduktion på skibene, der bliver bygget på det sydkoreanske DSME-værft.
Oplysningen om en prisreduktionen kommer efter, at China Shipping Container Lines for nylig har bestilt fem containerskibe med tilsvarende kapacitet som Triple-E til den meget lavere pris af 135 mio. USD stykket.
"Vores overordnede mål har været at opbygge det mest konkurrencedygtige fartøj. Vi har designet og optimeret den til øget kapacitet, større energieffektivitet og miljøforbedringer. For at nå disse målsætninger krævedes en række nyskabelser og investeringer," siger Michael Storgaard og fremhæver blandt andet Triple-E's Waste Heat Recovery System til omkring 10 mio. USD per fartøj, samt en skrogform med to motorer, to propeller, to styremaskiner og to ror for at sikre øget effektiv fremdrift.
"Hvert skib har samlet forbedringer på ca. 30 mio. USD i energibesparende foranstaltninger. Vi har også optimeret de sidste 10 skibe yderligere, hvilket resulterer i en prisnedsættelse. Prisen for EEE er lige nu lidt over 185 mio. USD," siger Michael Storgaard.
Alphaliner: Maersk betaler dyrt for at være first mover