Shipcraft ekskluderes af rederiforeningen
Shipcraft ekskluderes af Rederiforeningen af 2010 efter det langvarige forløb om at få frigivet de seks gidsler, der har været tilbageholdt i to år og fire måneder af pirater i Somalia..
Det meddelte adm. direktør i rederiet Esvagt A/S og formand for Rederiforeningen af 2010, Søren Nørgaard Thomsen, på et pressemøde i rederiforeningen tirsdag aften.

"Det har simpelthen taget for længe. Vi har som brancheorganisation ikke deltaget i nogen forhandlinger omkring løsesum og den slags. Det er ikke vores opgave som brancheforening," sagde Søren Nørgaard Thomsen:
"Men når man kigger på forløbet, er det ikke et forløb, vi kan se på med tilfredshed. Det har ganske enkelt taget for lang tid. Vi har visse forventninger til den adfærd, et dansk rederi skal udvise. Det gælder først og fremmest om at have fokus på ens besætning, dens sikkerhed og dens velfærd. Og så gælder det om at gøre alt, hvad der står i ens magt til at få opgaven løst hurtigst muligt
Derfor er det vores vurdering i bestyrelsen, at Shipcraft ikke i tilstrækkelig grad har levet op til vores forventninger. Og derfor er vi i bestyrelsen kommet frem til, at rederiet Shipcraft ikke længere skal være en del af vores forening," fastslog Søren Nørgaard Thomsen.
Shipcraft
Shipcraft udsendte tirsdag eftermiddag en pressemeddelelse før oplysningen om rederiets eksklusion af rederiforeningen:
"Det er med meget stor glæde og lettelse, at vi kan meddele, at vores kollegaer endelig er frigivet. De sidste mere end to år har været særdeles traumatiske og umenneskelige for vores besætning og deres familier, og vi glæder os meget til atter at få vores kollegaer hjem," siger direktør Claus Bech:
"Jeg har netop talt med sømændenes familier. Det var et meget bevægende øjeblik, og det siger sig selv, at den lykkelige besked blev modtaget med stor glæde," siger Claus Bech, der var på vej for at møde sømændene på deres opholdssted:
"De traumatiske og umenneskelige oplevelser, vores kollegaer har været igennem, har selv sagt sat dybe spor hos dem. Vi har nu al vores fokus på at sikre sømændene en god reintegration," siger Claus Bech.
Søfartens Ledere har politianmeldt Shipcraft
Somaliske pirater har frigivet danske søfolk